Ev: Matt 25, 14 – 30
Det evangelium, vi netop har hørt, er alvorlige ord. Vi hører fra Jesus at der kan komme en dag i vores liv, hvor vi vil se, at vi har spildt vores liv – at vi ikke har brugt de evner vi har på noget fornuftigt. Det er alvorligt, og det er næppe den besked nogen af os ønsker at se tilbage på, når vi står ansigt til ansigt med Gud.
Evangeliet handler også om noget andet. Den handler om tillid. Teksten handler om at mennesker bliver betroet noget der er meget værdifuldt. Uanset om det var et, to eller fem talenter, så giver ordene os det klare indtryk, at talenter er meget værdifulde uanset hvilken størrelse, de kommer i.
Og det kan vi genkende fra vores liv. Det er nok ikke mange forældre, der har børn, som kommer hjem med karakterblade som viser tolv-taller i alt fra billedkunst, til musik, til matematik og udenlandske sprog. Normalt har vi vores styrker indenfor forskellige – men færre ting, og det er typisk indenfor de områder, hvor vi søger efter meningen med vores liv.
Den der er dygtig til musik, søger i den retning, mens den der har styrker indenfor kemi kommer til at arbejde med noget helt andet. Vi ser det også her i kirken. Alle vi som er her i dag, arbejder ikke med de samme ting i kirken. Vi fordeler vores evner, for på den måde at tjene Gud og hinanden. Det er vores forskellige talenter, der former vores menighed.
I løbet af livet kan vi miste modet, og blive i tvivl om hvilken retning vi skal gå. Lige nu står der helt sikkert mange familier, som har levet af at avle mink, der nu savner retning i deres liv. Livet viser os, at det ikke bare former sig, som den røde snor, der bliver lagt ud for os ved dåben. Guds vej er måske lige og ret, men vi opdager at et godt liv byder på zig-zag og omveje. På den måde sker det, at Gud kun afslører lidt efter lidt, hvordan vi skal bruge det vi er blevet betroet.
Gud har lagt noget dyrt i vores hænder under dåben. – Han har lagt et ansvar for at bruge vores liv. Bruger vi det ikke går det tabt. For sådan er det med talenter, uanset hvor mange vi har. Bruger vi dem ikke, så har vi spildt dem, og så bliver vi fattige i ånden.
Der bliver stillet krav til os som mennesker, og vi må aldrig være i tvivl om at vores tro koster – det er ikke gratis at tro på Gud, for vi forpligter os til at gøre godt med det vi har at gøre godt med. Vores evner og talenter kan gå op og ned. Som lille barn eller meget gammel kan det være svært at evne ret meget. Sorg, krise og andre livssituationer kan også sætte os ud af spil, men Jesus siger til os at enhver som har fået meget skal der kræves meget af.
Det er en vigtig pointe Jesus kommer til os med i dag. Han siger til os at vi er ikke ligegyldige, at Gud ikke er ligeglad. Med dåbens gave, bliver vi forpligtet til at lade vores talenter vokse. Vi må være vedholdende for at vores liv kan vokse til glæde for andre, også selvom der sættes begrænsninger for os i en corona-tid
Lad os alle inspireres af evangeliet i dag, og ikke låse vores evner inde. Da vil det gå, som hvis man sætter pengene i banken – de bliver mindre og mindre værd! Vores talenter må vi handle med, så lad os være aktive i det samfund vi bor i og den verden Gud har skabt os i, for engang at få del i Guds Rige. I dag er de fattiges dag. Lad os netop i dag overveje hvordan vi kan bruge vores talenter for de fattige. Lad os se til, at de fattige i ressourcer må blive mætte, og at de fattige i ånden må se at Gud har givet dem dyrebare talenter, som giver dem stor værdi.