Ev: Joh 3, 14 – 21
Denne fjerde søndag i fasten er kendt som den glædelige søndag. Klædt i lyserød som er en blanding af fastens lilla farve og festens og sejrens hvide farve, inviteres vi til at glædes over at Jesus snart vil sejre over døden og graven og opfylde Guds ord. Vi markerer denne søndag, fordi Jesus gennem fasten åbner vores øjne for hvad der er nødvendigt. Vi møder vores svaghed, og inviteres til at indse hvor lidt vores materielle ting gavner os. Vi behøver meget mere – og noget helt andet, end det vi selv kan skrabe sammen for at leve Guds ord. Når vi omtaler denne tid som ’fasten’, kan vi glemme, at faste ikke kun er faste, men at faste også er bøn og almisse. Det er let at komme til at fokusere på det, der kun handler om os selv og vores afsavn, og ikke på hvad vi må tilføre livet.
Er vores fokus på den del af fasten, som handler om alle vores egne fravalg, må vi omvende os og forny vores faste. Vi må se på den gave, vi er givet, at vi har mulighed for i et nedlukket Danmark, at komme tættere på Gud gennem bøn og almisse, for således står der skrevet, at Gud elskede verden, og sådan elsker Gud mennesket så højt at Han gav sin egen søn, så enhver der tror ham skal have evigt liv. Alene de ord er nok til at minde os om, at fastetiden ikke er en tid for bøjede hoveder, afmagt og apati, men en tid hvor Gud påbyder os at vokse og forberede os.
Sådan ser vi det netop ske for farisæeren Nikodemus. Evangelieteksten er en del af et møde mellem Jesus og Nikodemus, som finder sted midt om natten. Her, i mørket og uden de andre farisæeres kendskab stiller Nikodemus spørgsmål og får svar fra Jesus, for på den måde at udfordre Jesus og opfylde den tvivl, han bærer på. Nikodemus befinder sig i mørket. Han er åndeligt blind, og forstår ikke mange af de ord, som Jesus taler til ham. Alligevel er han optaget af Jesus.
Deres samtale omhandler den nye fødsel, altså at blive født både kødeligt og åndeligt i dåben, hvor vi bliver Guds barn. Dåbens løfte kan fornyes i os alle, og det er dét Jesus taler til os efter samtalen med Nikodemus. Jesus vender sig til os og taler om lyset mod mørket og jorden mod himlen, og om hvordan vi menneskers tanker drejer rundt om jorden og rundt om mørket, fordi vi ikke forstår lyset og ikke begriber Himlen.
Ordene, der rammer os som mørke i vores i forvejen coronaplagede hverdag, efterlader os dog ikke alene tilbage. Jesus giver ikke ondt af sig, blot for at forlade os i mørket. Der kommer et ’men’, for der er en vej ud ad mørket. Der er en vej ind i lyset, for også vi inviteres til at omvende os, udfordre Jesus med vores tvivl og på den måde udforske vores tro.
Gud elsker mennesket, og enhver der har elsket ved, at når vi elsker nogen, så ønsker vi godt for dem. På samme måde, men bare endnu større end vi begriber, så ønsker Gud godt for mennesket. Gud ønsker vi skal søge lyset, hvorpå der er ingen ende. Vi kan, som Nikodemus, lægge vores anliggender frem for Gud og være nysgerrige. Ved Guds nåde voksede troen på verdens frelser, og med tro fulgte trofasthed for ved gravlæggelsen medbragte Nikodemus myrra og aloe, fordi kærligheden udviklede sig i tiden mellem nattens samtale og Jesu død. – En kærlighed der kom til udtryk i en gave, en almisse, af stor værdi.
Nikodemus kan være til inspiration for os alle i denne tid, hvor restriktioner, smittetryk, vacciner, og testkapacitet er ord, der fylder vores hverdag. Lad os ikke faste ved at søge at skære yderligere fra, men derimod søge at lægge mere til. Tag hvad du har og læg Nikodemus’ nysgerrige spørgsmål til. Tag hvad du har og læg kærlig almisse til, for da vil den, der gør sandheden, komme til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.