Ev: Luk 15, 1 – 3, 11-32
Alle os som er over 20 år har prøvet at være i en ungdomstid, hvor vi har gjort oprør mod det gamle og det med traditioner. Vi har spurgt os selv, hvem vi var og om vi passede ind i det der plejer at være, eller det som andre har fundet på. Måske har vi gjort oprør mod vores forældres visdom, eller vi har undgået kirken og andre autoriteter, fordi vi skulle finde vores egen grænse for sandhed og virkelighed.
I dag hører vi om et sådan ungt menneske. En søn som forlod sin far for at finde den sande sandhed væk fra idealer, lovgivning og bestemmelser. Det er den fortabte søn vi lige har hørt om. At han var fortabt er ikke rigtig en sandhed. Det ved enhver som har hørt lignelsen. Hvis man er fortabt kan man ikke vende tilbage eller forandre sig fra den tilstand. – Men sønnen vi hører om fortabes ikke.
Han vender tilbage efter at have undersøgt sandheden og virkeligheden, og lignelsen hedder: ’Den Barmhjertige Far’, for den del kan vi lære meget af. Vi har alle, enten da vi var 3 år, 13 år eller voksne jagtet vores egen sandhed. Vi har dummet os. Vi har følt os udenfor og ikke set at der var en plads til os indenfor. – Vi har ikke følt os værdige, fordi vi ikke forstår med vores egen logik hvor stor Guds nåde egentlig er. Det samme skete for sønnen i evangeliet. Han jagtede lykken men ender med at være sulten, træt og tynget af skam over at have forladt sin familie.
Enhver der har jagtet sandheden alene kender den følelse. Den falske sandhed står så stærkt at den ikke er til at komme udenom, og ingen kan få os på andre tanker, men så indser vi at dén sandhed alligevel nok var forkert, og dér står vi skuffede og fyldt med skam.
Det er i Guds magt at tilgive alting og vise mennesker barmhjertighed , når vi vender os til Gud og beder om at vores synder skal tilgives. Når vi virkelig angrer og vender ryggen til synden, så mødes vi af den kærlige Far fra lignelsen, og af Gud som ikke stiller spørgsmål eller sætter betingelser.
Vi kan få den tanke – at kan det nu virkelig også passe? Gud kan da ikke tilgive løgn, eller vold, eller had, men sådan bliver vi kun skeptiske på grund af vores egne normer og regler. Gud bliver aldrig færdig med et menneske. Gud har ikke den vrede eller det had i sig, der gør at Han siger definitivt farvel til noget menneske. For faren i evangeliet venter Han på at vi kommer hjem.
Den fortabte søn kommer hjem, bekender sine synder og faren siger ingenting. Intet! – han har ikke noget at bemærke, ikke noget at sige. Han vil kun holde fest. Det er et tegn på Guds nåde. Broren er sur, for han er god, retfærdig, arbejdsom og pludselig er han glemt. Han er rasende over at faren aldrig har holdt fest for ham, men faren behandler ham præcis som sønnen, der kommer hjem. Det betyder for os at Gud ikke holder regnskab. Gud giver os ikke et plus når vi er gode og et minus når vi er dårlige. Guds kærlighed til os er stærkere end det.
Guds kærlighed stiller ikke spørgsmål til os, og netop det udgangspunkt i dette berømte evangelium er værd at stoppe op ved i denne fastetid. Gud elsker dig, Han elsker mig. Han elsker fordi Han kan, fordi Hans nåde er stærkere end vores synd og gode gerninger. Tager vi Guds udgangspunkt i lignelsen handler det hele om nærvær. Vores tidligere synder taler ikke imod os, vores tidligere godhed taler ikke for os. Vores villighed til at gå med Gud i netop dette øjeblik, er det eneste af betydning i Guds nådige øjne.