Prædiken til 4. Søndag i Påsken - 3.5.2020

Alle der lever i et ægteskab, ved at vejen til kaldet til ægteskab kan være fyldt med mange forhindringer. Verden er fyldt med mænd og kvinder, men hvem af dem, skal stå ved ens side, i kirken, den dag man siger ja? Det er ikke ligegyldigt, hvem af de milliarder af mennesker, der er i verden, der bliver NETOP dén ene. Nogen leder i kort tid, og finder deres eneste ene, og andre må lede længere og dybere. På den måde kan vi ironisk nok opleve sorg i vores søgen efter glæde.

Det samme, oplever de mennesker, der er kaldet til at blive forældre. Også i det kald kan glæden bindes til sorg og bekymringer. Ja, at Gud kalder os til noget her i livet, betyder ikke at vores liv bliver som en dans af lykke og evig taknemmelighed. Om man bliver hyrde for sin egen lille familie, eller om man bliver hyrde, som præst i et sogn, eller biskop for et land, eller Pave for en hel verden, ændrer ikke på at livet kan fyldes med usikkerhed, tvivl og træthed.

I dag, på kaldets dag, inviteres vi alle til søge dybt i vores bøn til Gud, for at finde svaret på, hvad vi er kaldet til, for sådan står der skrevet i Evangeliet: at den der går gennem døren, er fårenes hyrde. Jeg er døren, siger Jesus, og den der går gennem mig, skal blive frelst.

Når vi går gennem Jesus, og går ind – og ud på den græsgang, vi er kaldet til, så følger vi vores kald. Kaldet er dog ikke så enkelt, for kaldet bliver sjældent råbt ind i hovedet af os. Og kaldet finder vi ikke på store reklameskilte, og kaldet sendes ikke til os med posten. Nej, kaldet er ofte en stille røst, som kun lyder for dem, der kender hyrden. For at kende hyrden, og dermed blive i stand til at genkende Hans stemme, må vi bede til Gud, og finde nærhed med Ham.

I denne verden er der masser af tyve og røvere, der kan overdøve hyrdens stille røst. Det er nemt at blive lokket på afveje og på omveje. Gennem læsningerne, de sidste søndage, ved vi dog at Jesus vandrer med os. Han er det stille fodtrin ved siden af os, i vores søgen efter vores kald, så i vores søgen må vi ikke blive fortvivlede og give op, heller ikke nu, hvor kirken er lukket, og mange er overladt til dem selv. Vi kender Jesus som en givende hånd, og en givende hånd er aldrig tom.

Gud lod ikke sin Søn dø for os, bare for at give os tomhed. Guds givende hånd er aldrig tom, og således kan vi med rette tro på, at Han vil berøre vores hjerte og åbenbare for os, hvad vi kaldes til. Og vi kan have tillid til, at Han vil give os styrken og modet til at svare ja, når kaldet lyder, som det lød til Jomfru Maria fra englen Gabriel.

I vores kald – altså i vores ægteskab, forældreskab, vores gudviede liv, vores arbejdsliv, vores liv med troen, vil vi opleve bølger, der går op og ned. Vi vil opleve storme og dødvande, ebbe og flod, blikstille hav og brusende floder. Vi vil alle blive ramt af tilstande af lykke, ensomhed, frygt, kærlighed, vrede og glæde – og dét er ikke et udtryk for om Gud er med os eller ej. Nej, alle disse skift, som menneske, er et udtryk for at kaldet ikke er den nemme vej i livet. Kaldet er ikke bare styret af lyst. Kaldet er at gå den vej, hvor vores liv er en lovsang for Gud. Kaldet er at leve på vegne af Gud.

Lad os denne søndag, hjemme og stadig hver for sig, virkelig bede og overveje hvordan kaldet i vores liv, kan komme til udtryk, så vi kan blive dén givende hånd, der aldrig er tom, men altid bærer lyden af lovsang. For den, der genkender hyrdens stemme og går gennem døren til græsgangen vil opleve sorg og glæde, men vil aldrig mere svare på røvere og tyves tomhed.