Ev: Joh 12, 20 – 33
Større kærlighed har ingen end den der sætter sit liv til for sine venner. Sådan siger Jesus og det kan virke gådefuldt for os. For hvem vil opgive noget så dyrebart som livet selv, for nogen? Selv endda en ven? Det vidner om en grad af næstekærlighed, der kan få enhver til at tøve og tænke om vennen virkelig er værd at ofre livet for.
At bringe offer er netop hvad teksten i dag handler om. I dag fortæller Jesus os om begivenhederne for de næste 14 dage, men ingen fatter det rigtigt – ligesom vi heller ikke rigtig fatter det nu. ’Timen er kommet’ siger han. Ja, timen er kommet til at Gud vil ofre sin egen Søn, lade Hans hvedekorn falde i jorden, for at det skal bære mange fold; for at det skal spire igen – altså for at det skal genopstå og herliggøres. Og alle skal følge ham.
Sådan lyder begivenhederne de næste 14 dage. Smerte, død og evigt liv, men Jesus taler ikke kun om sit eget liv. Han taler også om vores liv for sådan lyder det – at vi skal følge ham. Vi skal følge ham fordi den der tjener ham, skal følge ham og være der hvor han er. Også vores hvedekorn skal falde i jorden, for at det kan rådne og blive til jord og give næring til nye liv.
Og denne snak om døden kan give os angst, for selvom vi er her i fasten og endnu husker askekorset som symbol på døden, er der ikke noget der kan bringe os ud af fatning som tanken om at miste livet. Hos nogen kan det ligefrem kalde på en følelse af panik. Vi ser det tydeligt lige nu hvor hele verden er sammen om at redde livet for de mange som uden regler og lovgivning ville miste det. Sammen hver for sig tager vi vores forholdsregler og styrer udenom alt der kan forkorte vores liv.
Vi skal holde afstand og vaske hænder og nyse i ærmet, og det er vigtigt for at vi ikke berøver nogen livet, men ingen af de regler kan beskytte os mod den største risiko for at møde døden. Risikoen for at døden kommer fra hjertet er langt højere end noget andet. Ikke fordi hjertet svigter, men fordi vi dør i vores følelser, i vores omsorg og næstekærlighed. Dermed kan vi alligevel være i live. Vi er døde men alligevel i live. Døden i os er ikke kommet udefra men indefra.
For sådan tales der til os i dag, at den der elsker sit liv her på jorden – altså den der går rundt, død i hjertet, og lever for magt og profit – det menneske skal miste livet, men den som lever med et levende hjerte – altså den der vier sit liv til næstekærlighed og en brændende omsorg for andre – det menneske skal bevare livet til evighed.
Hvedekornet der falder i jorden er med til at føre slægten videre. Kornet giver således næring til de næste korn, og den beskrivelse af døden giver os mennesker et håb. Vores rolle her er ikke udspillet den dag vi lukker vores øjne, og sådan peger Jesus allerede nu, den 5. søndag i fasten, hen mod det glædelige budskab i påsken. Det han taler til os i dag slutter ikke med langfredags smerte. Nej, han tager os med videre i fortællingen, fordi langfredag ikke sætter punktum.
Lad os i dag tage tanken om hvedekornet til os og bede om at det vil ske. Må Jesu ord lægges i vores jord og spire og vokse i os, så vi kan give ordet videre og forhindre hjertets død hos os selv og alle omkring os. På den måde giver vi troens liv, og på den måde giver vi næring videre, sådan som Gud har givet næring til os. Da vil vi opfylde ordet, at Ingen kærlighed er større end at sætte livet til for sine venner.
Lad os gå ud i dag og passe lige så meget på vores hjertes sundhed – dets evne til at vise omsorg og kærlighed – som vi er påpasselige med at holde afstand og vaske vores hænder. Da vil vort hjerte bevare livet til evig tid.