Joh 12, 20 – 33
Denne søndags evangelium bringer os tættere på vores destination. Kristus siger selv til os: “Nu er tiden kommet, hvor Menneskesønnen skal herliggøres.” Vi kan spørge: Hvilken herlighed er der i lidelse? Jesus er ved at blive arresteret, straffet og dræbt, men alligevel taler han om sin herlighed. Jesus så hen over de nære problemer med smerter og vanskeligheder, for at se det der ventede i skyen – altså fuldkommenheden og et evigt liv.
Han vidste, at hans lidelse og død ville genoprette livet for mange. Så han blev ikke modløs af den midlertidige lidelsessituation. I stedet blev han opmuntret og motiveret af det evige livs guddommelige belønning. Derfor ofrede Kristus sin sorg over det han ville miste i menneskelivet for at genoprette en brudt pagt og give evigt liv til alle, som tror på ham. Således siger han: “Medmindre et hvedekorn dør, forbliver det et enkelt korn, men hvis det dør, giver det en rig høst.”
Desværre ønsker mange af os ikke at følge eller lide på den samme vej som Kristus. Jesus opfordrer os til at være stærke på livets vej. Han ønsker, at vi skal være, hvor han er. Så vi må være klar til at udholde lidelse, som han også gjorde det.
Men denne rejse kan være svær som menneske. Meget står i vejen mellem der hvor vi er nu, og løftet vi har fået om det evige Guds Rige. Kun få fortællinger om Jesu liv som menneske behøver vi at læse, for at forstå at også han lærte hvilke prøvelser et menneske skal gennemgå. Profetien han giver os i dag, afslører hans identitet.
Det han beskriver i sin profeti, er korsets time! Det er tiden for nederlag, og for Guds barmhjertige kærligheds triumf. Kristus erklærer, at han vil blive “løftet op fra jorden”. “Løftet”, fordi han er korsfæstet, og “ophøjet”, fordi han er ophøjet af Faderen i opstandelsen, for at drage alle til sig og for at forsone menneskeheden med Gud og indbyrdes mellem mennesker. Korsets time, den mørkeste time i historien, er også kilden til frelse for dem, som tror på Ham.
I fortsættelse af sin profeti om den forestående påske bruger Jesus et enkelt billede, nemlig “hvedekornet”, der, når det først er faldet ned i jorden, dør for at bære frugt. I dette billede finder vi et andet aspekt af Kristi kors, og det er frugtbarheden. Jesu død er faktisk en evig kilde til nyt liv, fordi den bærer Guds kærligheds voksende styrke i sig. Fordybet i denne kærlighed gennem dåben kan vi kristne blive “hvedekorn” og bære megen frugt, hvis vi, ligesom Jesus, “mister livet” af kærlighed til Gud og vores brødre og søstre.
Mange mennesker – ikke bare her i Danmark – men i hele verden lever i samfund hvor troen ikke har meget plads. Det er mennesker som optages af andre ting som samfundets normer og regler. Iblandt disse mennesker kan der også være døbte og firmede, hvor troen ikke rigtig har udviklet sig til mere. Fælles for alle disse brødre og søstre er, at det personlige møde med Jesus ikke eksistere, men alligevel venter Kristus på dem – og på samme måde venter han på os. Vi tilbydes nemlig tre ting – evangeliet, korset og vidnesbyrdet om vores tro. Vidnesbyrdet kan være fattigt, men dog er det i os, som et hvedekorn fra den dag vi blev båret til dåb.
I evangeliet kan vi møde Jesus, lytte til ham og lære ham at kende på ny. Via korset kan vi modtage tegnet på Jesu kærlighed, som gav sig selv for os, og vi kan følge den broderlige kærlighed han som menneske lærte os om. En kærlighed, der udtrykkes i en ganske enkel gestus overfor vores næste.
Hovedsageligt kommer hvedekornet dog til udtryk i sammenhængen i livet, mellem hvad vi siger og hvad vi gør. Sammenhæng mellem vores tro og vores liv, mellem vores ord og vores handlinger: Evangelium, Krucifiks, og vidnesbyrd.