Ev.: Joh 14, 1 - 12
I denne tid hører vi meget om elever der længes efter deres efterskole. Vi hører om andre hvis hjerte er tungt fordi de må vente til fase 3 og 4 af åbningen af Danmark. Vi hører om mennesker der er blevet fyret, mens der ikke er andet arbejde at søge. Vi hører at disse mennesker hjerter er gået i stykker. De er i chok og forfærdede.
I evangeliets første linje i dag hører vi at vores hjerter ikke må være forfærdede. Læser vi det bare én gang, kan vi få den forståelse, at tror vi bare nok på Gud, så vil vi gå gennem livet fyldt med lykke og glæde og vi vil grine uanset hvilke udfordringer livet giver os. Men har vi en dybere forståelse for Guds kærlighed til mennesker, vil vi forstå at Gud anerkender vores ulykke og sorg. Gud anerkender den tvivl vi møder på vores vej. Gud kender vores lidelse. At tro på Gud er at udvide vores horisont.
Tror vi på Gud vil vi se at midt i dagens lidelse, dér lyser der et håb. Vi vil se at midt i vores ulykke er der nogen som vandrer med os, så vi ikke bare vandrer i ensomhed, uden et mål for vores liv. Vi vil se at corona virus ikke er det nye ord for evighed, men en tilstand vi er i lige nu, som vil blive bedre, og som vil lære os at sætte pris på det vi elsker.
At Jesus døde satte disciplene i den situation at de følte sig forladt. De blev ensomme og efterladt uden et håb for fremtiden. De blev isolerede og fremmede. Men det blev ikke en evig tilstand. Den opstandne Jesus forandrede disciplenes hjerter, og vækkede deres tro. De indså hvad de længes efter. Præcis ligesom os lige nu. Vi længes efter at fejre messen sammen, og være tæt på hinanden. Men midt i alle de afsavn vi lider, ser vi også noget nyt spire frem.
Hvis vi skulle lave en liste med de 10 ting vi elsker, er det blevet nemmere for os nu at nævne de ting. Før corona ville vi nok have svært ved at begrænse os – familien, arbejdet, kirken, Fitness, rosenkransen, pizza, hunden, naturen, vennerne, duften af blomster, Netflix, Gud, kollegaer og meget andet. Men at stå midt i denne livsfase i solidaritet med hele verden, så giver det os muligheden for at se klart. Lad os ikke være forfærdede, men i stedet se klart, hvad det er vi elsker og længes efter.
Det hjælper os med at skære ned i vores liv og hverdag. Det hjælper os med at søge Gud, ved at tro og gøre store gerninger.
I dag er det mors dag. Det er en dag hvor vi sender blomster hjem til kvinder som er mor for nogen. At være mor repræsenterer en ømhed, en omsorg, der er blid og skrøbelig. Vi kender en mors kærlighed til sit barn, som en kærlighed der er langt større end det barnet fortjener. Den omsorg der går fra en mor til et barn omfavner ALT. På samme måde er Jomfru Maria mor for kirken. Hun er mor for os alle, og møder os med den samme kærlighed som hun gav til sit livs frugt Jesus. – Nemlig en kærlighed der overgår alt, og som også omfavner vores forfærdede hjerter.
Evangeliet minder os om at vi også er Jesu disciple. I dag inviteres vi til at bevare håbet. Jesus er sandheden, vejen og livet og følger vi ham vil vi se at det som er svært i vores liv, ikke er en evig tilstand. Det svære bærer altid på et lys forude – et lys som skinner for os i Jomfru Marias moderlige skikkelse. Når kirken lukker, vil den åbne igen. Når vores hjerter bliver forfærdede, vil håbet findes hos Gud. Når pandamien tvinger os hjem, vil nye perspektiver vises til os i et klart lys. Når vi begrænses til kun at tænke på i dag, siger Jesus at livet er anderledes end blot dagen i dag, for i Hans Faders hus er der mange boliger.
Lad os i dag ikke begrænse os til kun det mennesker forstår. Lad vores perspektiv på det evige liv være lige så bredt som en mors kærlighed til sit barn, så vi tror alt, udholder alt, har tålmodighed med alt og tåler alt. For sådan står der skrevet: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig
Læs andre:
[catlist name="2020"]