Mark 1, 40 – 45
Mennesker dør og mennesker bliver syge fordi Gud hader mennesker. Sådan tænker vi i vores mørke timer. Endda kan vi nogle gange på vores dårlige dage kigge på vores syge og døende medmennesker og tænke at det er Guds straf over dem fordi de har syndet ikke bare én gang i livet – som os selv – men mange gange. Igen og igen. Guds straf er sygdom og død. Sådan tænkte de også på evangeliets tid. Sygdom er straf for menneskets synder, og derfor var der også en lov om sygdom, for Guds straf var ikke nok. Nej, derefter kom menneskets straf. De syge skulle rive deres tøj i stykker, lade håret hænge, dække deres ansigt til og råbe: ’Uren, uren’ mens de gik rundt udenfor byen. Med den lov syntes mennesket at de havde hjulpet Gud til at udstille sygdommen og synden på den helt rigtige måde. Resultatet var at den syge blev syg i både kroppen og sjælen.
I dag møder en spedalsk Jesus. Det første vi lægger mærke til er at den spedalske nok er syg, men sygdommen har ikke fat i ånden, for den spedalske har tillid når han spørger: ’hvis du vil, kan du helbrede mig?’ Han spørger ikke om Jesus kan, om han har evnerne. Nej han spørger i stedet om han vil. Jesus ville, og således gjorde han det der skulle til for at helbrede manden. På samme måde virker Jesus i vores liv. Alle mennesker prøver i løbet af livet at være den urene. Den der går rundt udenfor fællesskabet og dækker sit ansigt til. Alle prøver at være den som er anderledes og ude af stand til at se ud som de andre og være normal. Børnene prøver det i skolegården, de unge prøver det når krop og hoved pludselig ikke helt følges ad, og vi voksne prøver det i enhver sammenhæng vi deltager i. – Nemlig når vi ikke vinder diskussionen, når livet går os imod, når den partner vi valgte alligevel, ikke var den rigtige, når sygdom og død pludselig inviterer sig selv indenfor. Er det Guds straf? Nej, men i mange af disse situationer har mennesket lavet love som udstiller menneskets fejl. Disse love hedder misundelse, sladder og ondskab, og disse love reguleres og håndhæves hver dag overalt hvor vi går.
Den spedalske spørger Jesus: ’Hvis du vil?’ og Jesus vil. Han gør det. Han viser sig, ganske som han viser sig når vi beder med et lige så stærkt hjerte som den spedalske. – Den spedalske får nogle ord med på vejen. Jesus beder ham om ikke at sige det til nogen, gå hen til præsten og bringe et offer. Som vi kan læse evangeliet ser det ud til at den spedalske gør lige det modsatte. Vi fornemmer næsten hvordan han løber af sted uden at dække ansigtet, men ikke hen til præsten. Nej, i stedet glemmer han alt om præster, at tie stille og om at bringe offer. Han løber ud og fortæller enhver hvad der er sket. Ja, vi kan næsten se Jesus for os, som han stod der med hånden på panden og rystede på hovedet. Måske nåede han at fortryde at han havde givet manden helbredelse. For manden stillede sig tilfreds med at Jesus fjernede hans symptomer. Manden tænkte ikke mere på årsagen til sin sygdom.
Vi inviteres i dag til at bede: ’Hvis du vil?’ og ikke tvivle på Guds evner i vores bøn, for Gud vil give os noget. Han vil kigge på os som en far ser på sin søn og datter, og han vil give os hvad vi kan tåle. Måske gav Jesus den spedalske mere end hvad han kunne tåle. Måske var det for meget. For megen glæde på én gang, for meget renselse, så lad os være glade og taknemmelige hver gang Jesus giver os lidt. Lad os sige tak ved at ændre lidt. Lad os hver gang Jesus giver lidt, overveje årsagerne til de symptomer der er i vores liv. Og vigtigst af alt omfavne de mennesker som på grund af menneskets love hver dag må råbe ’uren uren’ og gå rundt udenfor byen. Således må børn tage sig af de svage i skolegården og voksne må udvide reglerne for hvad der er normalt.