Ev: Joh 17, 1 – 11
Når to mennesker mødes for første gang handler samtalen ofte om at lære hinanden lidt at kende. Ikke længe har man talt sammen før den ene spørger: ’Hvad arbejder du med?’ og den anden kan stille spørgsmål om ’Hvor bor du?’ og ’Hvor er du vokset op?’
Men derfra må vi videre og dybere ind i det nye menneske vi sidder overfor. Hvem stemmer vi på? Hvilket hold i fodbold holder vi med? Hvad tror vi på? Hvad er vores holdning til etiske spørgsmål?
Ved at lære om hvem hinanden elsker, kan vi lære meget om hinanden. Måske elsker en sin mand gennem 40 år, og fodboldholdet Real Madrid og Tour de France. Måske har det nye menneske vi skal lære at kende børn og kæledyr at elske. Måske har dem det var værd at elske allermest forladt denne verden.
Vores kærlighed afslører os som menneske, og på den måde åbenbares det hvem vi egentlig er. Vi hører evangeliet i dag med Jesu sidste bøn. Det er en Søn der beder til sin Far. Det er Jesus der beder til Gud. I bønnen afslører kærligheden Jesus som menneske, og det åbenbares hvem han er. Selvom Gud er tavs i den tekst vi har hørt, afsløres det også hvem Gud elsker – nemlig de mennesker som Gud har givet Jesus fra denne verden. De var Guds, men Gud gav dem til Jesus.
Det er et stærkt billede vi er vidner til i dag. Ordene griber rundt om os og pakker os ind i at Gud vil holde os fast, uanset hvor håbløst alt det håbløse ser ud og uanset hvor glæden bringer os hen. Uanset om livet tvinger os i knæ eller får os ned med nakken, vil den kærlighed vi hører om i dag rejse os op igen. For sådan beder Jesus for os, at det menneske der elsker, det skal afsløres over for Gud, som et menneske der står oprejst midt mellem Fader, Søn og Helligånd.
Vi er midt mellem Kristi Himmelfart og Pinse. Vi er midt mellem at Jesus fór op til Himlen og Helligånden kommer til mennesket. Vi er i et tomrum, som på Jesu tid var en ventetid, vi kunne tænke var umulig at bære for disciplene. Ventetid kender vi fra vores eget liv. Det er den tid mellem eksamen og beskeden om en karakter. Ventetid er tiden mellem undersøgelse og operation. Ventetid er tiden mellem jobsamtalen og beskeden om at vi fik eller ikke fik jobbet.
Ventetid er ofte en tid hvor vi som menneske ikke rigtig kan gøre noget. Vi kan ikke koncentrere os og vi kan ikke tænke med fornuft. Alt i vores krop er sat op på det vi venter på og alt andet må vige. Hjernen er fyldt op med forventning men også med tvivl og frygt. Disciplene må have siddet i Jerusalem med en lignende følelse. Jesus var væk og hvad ville der nu ske? Hvem skal passe på os?
Jesus beder for dem og for os. For den frygt og tvivl vi har, beder Jesus til Gud. Han går i forbøn for os, for den angst disciplene sidder med, sidder vi også med – ikke bare i dag men alle dage.
Særligt i denne tid bliver der pustet til vores frygt. Smittetal går op og ned. Vi må vænne os til at være tættere på hinanden men alligevel holde afstand. Vi må beskytte os og vise samfundssind.
Og som det er med Corona, kan vi heller ikke forudsige andre aspekter af livet, for Gud viser os ikke vores nære fremtid – ikke dagen i morgen og ikke vores alderdom, men vi ved dog dette: ’At Gud har afsløret sig selv for os, i sin kærlighed til os’ og det er den virkelighed vi lever i.
Lad os derfor vente i denne tid mellem Himmelfart og Helligånd og gør os selv rede til at modtage Ånden – ikke som en magt i vores liv, men som en kærlighedens Ånd, der sikrer at den kærlighed som Jesus taler om i sin bøn, lever videre mellem Gud og mennesker.