Ev.: Joh 17, 1 - 11a
I flere måneder har vi læst dagens evangelium og forstået fra ordene at vi var på en vandring sammen med Jesus. Han blev født i december, blev bragt til templet i januar. Forudsagde sin død i marts, blev korsfæstet i april, hvorefter han genopstod, og i torsdags opfor til himlen.
Vi har været vidner til alle disse store begivenheder noget af tiden hjemme, hver for sig, men alligevel i et fællesskab. Fra Jesu sidste bøn som vi hører i evangeliet i dag, må vi forstå at Guds ønsker for os mennesker kræver noget af os. VI må holde fast ved Guds ord. VI må forstå at alt vi er givet er fra Gud, VI må forstå sandhed. VI er i verden og HER i denne verden må vi være ét, for at stræbe efter Faderen og Sønnen.
Når vi kigger rundt på hinanden i dag kan det være svært virkelig at føle enhed. Vi er ikke mange her i kirken. Vi er begrænset, og vi skal følge regler for at sikre at vi alle bliver ved med at være raske. Vi må ikke give et knus. Vi må ikke være høflige og give håndtryk. Vi skal holde afstand og være sammen hver for sig.
Alligevel er næstekærligheden tydelig i reglerne. Alt hvad vi SKAL gøre, gør vi ikke for os selv, men for andre. Vi skal holde afstand for at vise kærlighed til andre. I afstanden kan vi med den tanke finde enhed og fællesskab. – Det som man populært kalder for samfundssind.
Jesu sidste bøn til Gud inspirerer os til at nedbryde den hårdhed der er blandt kristne, ved at vise vores enhed med Kristus. Vi må rykke tættere på hinanden i Ånden selvom vi er på afstand, og virkelig forstå de velsignelser evangeliet handler om. Jesus beder Faderen om at vise mildhed overfor os mennesker, så også vi kan efterligne den mildhed overfor hinanden.
Jesus har opfyldt sin opgave her på jorden. Johannes åbenbarer for os i dag den kærlighed Jesus har til mennesker, fordi Jesus forener sin omsorg for mennesket med Herrens tilgivelse i alle områder af menneskets liv på jorden. Vi ser det tydeligt ske når Jesus svarer med kærlighed når mennesker forråder ham, håner ham, piner ham og korsfæster ham.
Vi skal svare på den kærlighed med trofasthed og ydmyghed. Vi må omvende os – og de unge må ikke tænke at ’det kan vi gøre næste år’, og de ældre må ikke tænke at ’det skulle vi have gjort sidste år’. Der er aldrig en tid der er for tidlig eller for sen, til at vi kan omvende os, og se at Guds kærlighed til os mennesker overgår alt andet vi kender. Når vi virkelig ser dét med hjertet bliver vi rede til at starte.
Vi bliver rede til at starte med at elske ikke på vores egne vegne, men på vegne af Gud – at se at alt det skabte, er skabt af Gud, og derfor må vi elske det. Også vi må blive klar til at vi må søge Gud gennem alt det vi gør. Når vi tjener andre, så tjener vi Gud.
Med vores dåb tog vi hul på det evige, for det evige liv er ikke et liv der begynder efter vores død her på jorden. Det evige liv er det liv der åbenbares for os i bønnen med Gud. Dér i bønnen åbner der sig et vindue til Guds mysterier, og gennem bønnen kan vi røre det liv. Evigheden er som nyt vand og nyt lys. Vi er gennem Gud et redskab til at skabe lys i verden.
Jesus ønskede at Gud viste nogle tegn for disciplene så de kunne se at Gud var med ham, og at vejen til korset også var en del af Guds plan. Senere vil de høre en stemme fra Himlen – Åndens stemme – som giver dem håb og vished for at Jesus talte til dem i sandhed. At Jesu ord om frelse, om evigt liv, om kærlighed var ord om sandhed, som også vi kan forvandle i vores relationer. Lad os med den tanke gå ud i dag og skabe enhed – på afstand!