Ev: Luk 6, 39 – 45
En nem måde som begynder et skænderi på er ved at pege på et andet menneske og fortælle ham om alle hans fejl. – Fortælle ham hvad han er dårlig til, og hvad du ikke kan lide hos ham. Så kan du være helt sikker på, at han vil gøre det samme mod dig. Det er nemt for os at finde fejl hos andre. Det er let for os at udpege alt det, som de andre gør forkert, og hvordan vi selv ville have handlet på en meget bedre og anderledes måde.
Med ordene i Evangeliet i dag inviteres vi til at tænke på helt nye måder. I stedet for at pege på 10 fejl hos en anden inviteres vi til at begynde at arbejde med bare én af vores egne fejl. Da vil vi opdage at det der nok provokerer og irriterer os hos andre mennesker, er fejl, som vi også selv har.
Vi ser Rusland der lige nu handler på den måde overfor Ukraine. Store styrker går til angreb under en ledelse, der peger på andres fejl og mangler, fratager dem rettigheder og tror at de med løgn og magt kan gøre sig til dommer over liv og død. På samme tid tåler de ikke selv modstand. Imens holder hele verden vejret og kigger med tomme øjne på det der sker time for time, mens vi beder. De scener vi ser vi i Ukraine er et kraftigt udtryk for hvad der sker, når en blind leder andre blinde, og hvordan et ondt menneske tager onde ting frem fra sit onde forråd.
Når vi kigger på Ukraine, ser vi det hele i stor skala. Ondskaben når helt ind i vores stuer og forstyrrer vores nattesøvn. Men måske er det ikke bare store begivenheder i udlandet der holder os vågne. Problemer i vores eget liv kan også forstyrre, og vi må spørge os selv hvordan vi selv bidrager til de forhold i vores liv, der forhindrer os fra i være som vores mester. Dømmer vi andre – eller leder vi andre spirituelt, i opdragelse af børn, i kærlighed til vores familie, i vores tro – selvom vi selv er blinde overfor det?
I en sjov film så jeg engang en blind mand stå ved et fodgængerfelt med sin stok. En anden mand kommer tæt på ham og siger: Hjælp til at gå over vejen! Den anden mand var også blind, men det vidste den første ikke, og således tog de hinandens arm og gik over vejen, mens bilerne fik travlt med at bremse.
Evangeliet i dag kan tolkes som om vi skal passe på ikke at lade os lede af andre som er blinde. Det er nok også rigtigt, men mere farligt er det hvis vi selv tror vi kan lede andre, men i virkeligheden er blinde overfor den vej vi går på. Hvis vi tror at kærlighed er at undertrygge, eller hvis vi tror vi kan skabe sikkerhed ved at gå til angreb, eller mener at retfærdighed skabes ved at andre skal være lidt dårligere end os selv, – så er vi dem, som Jesu fortæller en lignelse om.
Om bare få dage begynder fasten, og i dag er en chance for os at vende os om og begynde at stræbe efter, at blive det gode menneske, der tager gode ting frem fra sit hjertes gode forråd. Vi kan begynde med at bede for dem der ikke ligner os. Vi kan undgå at kritisere andre, og udpege deres fejl. Vi kan erkende den smerte vi har påført andre. Vi kan bekende de synder, vi har begået overfor Gud. For da er vi i gang med at tage bjælken ud af vores egne øjne, og da vil vores mund løbe over af den kærlighed, som Gud fylder vores hjerte med.