Ev: Matt 5, 1 – 12a
Når vi tænker på en helgen, kan billedet inde i hovedet nemt blive et billede af et overmenneske med foldede hænder og hjertet fyldt med godhed. Det kan ligne et menneske, som vi slet ikke kan komme i nærheden af, og som er lige så fjernt fra os og lige så kunstigt, som de græskarhoveder der pryder haver og altaner i hele landet i denne tid.
Alle Helgen er for os, i Den Katolske Kirke, en vigtig kristen fejring af alle de mennesker, som er gået forud for os, og bekendt og erkendt deres tro, selvom det kunne have både hån, lidelse og død som følge. Andre helgener har gjort en særlig indsat for at efterleve Guds ord, og på den måde er de helgener, vi fejrer et forbillede for ethvert menneske.
Der er lige så mange forskellige historier, som der er helgener, og vi vil kunne finde inspiration i fortællingen om dem – en inspiration, som kan få betydning for vores liv. Fælles for alle helgener er, at det er mennesker, som med stor trofasthed har elsket meget. De har elsket og følt en stor passion for nærværet med Gud. Netop det at elske meget, er noget vi aldrig må høre op med. At elske meget er at give meget, og sådan taler Jesus til os: “Større kærlighed har ingen, end den at sætte livet til for sine venner.” (Joh. 15,13)
Når vi følger vores tro og sætter vores liv til, opnår vi en nærhed med Gud, som er det første skridt – et skridt som enhver helgen også har taget i deres liv. De har fornægtet deres eget liv, for at gøre noget der er større og derfor værd at sætte livet til for.
Alle, der har børn, kender sikkert dén følelse – at barnet har så høj en værdi i forældrenes liv, at forældrene vil sætte deres liv til for barnet. Sådan er også forholdet mellem helgener og Gud. Frans af Assisi satte sit liv til for de fattige, Niels Steensen satte sit liv til for forkyndelsen, og Maximilian Kolbe satte sit liv til for en medfange. Alt dette gjorde de med afsæt i deres tro på Gud og ved at elske meget som deres livsgrundlag.
Vi må ikke tænke, at de helgener, vi fejrer, har haft noget let liv. Deres liv har næppe været sådan, at de i lykkelig forening med Gud har delt mad ud til de fattige, helbredt de syge og selv levet på en sten. Vi kan have den forventning, at det er mennesker, som har stået overfor store udfordringer og har kæmpet med deres egen rolle.
Denne mangel på romantisk forstillelse er en trøst for os, fordi vi ikke må føle, vi går forgæves, når vi arbejder på foreningen med Gud i vores tjeneste. Med de nådegaver Gud har givet os, er det ikke op til os at forvandle måne til sol, eller at gøre jorden flad. Nej, så synlig bliver vores indsats ikke, men alligevel må vi aldrig i det små holde op med at arbejde med nådens gave, med iver for det der kan forandre verden.
Når vi kigger tilbage på vor kirkes tro, og på de ting som Guds skabninger har forandret, så kan vi pege på mange situationer, som er blevet afgørende for vores historie. Det er situationer, hvor mennesker har turde at arbejde for deres tro med den kraft, der er i det kristne budskab. Så lad os konstatere, når vi kigger bagud, at mulighederne er tilstede, og så kigge frem – der hvor Gud leder os hen
Lad os med Alle Helgen blive inspireret af den kærlighed, som enhver helgen har næret til Gud. Måske vil vores navn ikke blive optaget på listen over helgener, der fejres i fremtiden, men lad os alligevel tage det første skridt, ligesom helgen efter helgen har gjort det, og lad vores liv være præget af at vi er mennesker, der er villige til at ofre noget og elske meget, for større kærlighed har ingen, end den at sætte livet til for sine venner.