Ev: Mark 13, 33 – 37
Det er første søndag i advent og samtidig den første søndag i det nye kirkeår. Det er søndagen hvor vi fejrer håbet og undrer os over at næste måneds kalenderblad endnu engang peger på juleaften.
Sådan går det for os hvert år at den ene forårsdag, bliver til en sommerdag og snart går alle igen og taler om at ’julepynten er kommet alt for tidligt op’. Ja, og det er selvom det næppe kan komme som nogen overraskelse at julen ligesom påsken vender tilbage hvert eneste år.
Måske får vi denne tanke at julen hvert eneste år overrasker os, fordi resten af året går med at den ene dag tager den anden. Vi går i en søvn af stress og travlhed, der bærer os gennem livet uden chancen for at stoppe op og virkelig SE og iagttage. Vi er måske ikke rigtig vågne og lægger ikke mærke til alt omkring os. Måske fylder vi vores støj og forstyrrelser, eller løber rundt til aktiviteter, hvis da ikke arbejdet æder alt vores tid.
I vores tid er det ikke moderne at kede sig eller være langsom. Det er på en måde blevet et svaghedstegn ikke at skulle noget, eller have en kalender med ledige dage, men hvad nu hvis det kun er inde i kedsomheden og inde i kernen af det langsomme, at vi når ind til det livet handler om, nemlig at være Gud nær og have kærligheden og håbet intakt.
Da Jesus blev født i krybben og ej heller da Jesus døde på korset, havde Gud ønsket, at denne tid på året 2000 år senere ville blive den mest vanskelige tid for fattige familier, og Gud havde næppe heller ikke ønsket at brugen af Dankort skulle sætte rekord år efter år, mens folk vælter over hinanden med mundbind på, på Black Friday. Julen har med tiden skiftet karakter
Så, hvad ville Gud med denne tid? Lad os reflektere over det spørgsmål i dag, og finde svaret sammen med vores familie. Blandt svarene kan vi også finde svar i dagens evangelium. Vær vågne! – Lad ikke Herren finde Jer sovende. Eller med mere moderne ord: ’Lad ikke adventstiden drukne i gaver og konkurrencen om at være perfekt, for da vil vi gå gennem julen sovende og ikke opdage når Herren kommer. Han vil finde os og se at vi er fraværende!
I dag er det håbets søndag. Vi tænder det første lys og fejrer at Gud har givet os mennesker håbet i gave – en gave vi har brug for i denne corona tid. Håbet er det lys der blafrer i vinden, når vi er tæt på at give op. Håbet er det der får os til at bede, når troen på Gud er en rettesnor i vores liv. For det menneske der ikke har håb i livet, er livet kun meget lidt værd. For den syge som lider uden håb, er der kun legemets død tilbage. For den forladte som sidder alene uden håb, er der kun ensomheden tilbage.
Vi er på grund af vores tro forpligtet til at lade vores overskud gøre gavn for dem hvis håb ikke har nogen holdeplads. Og det kræver at vi prioriterer Gud i vores liv, for kun Han vil guide os til at gå til de huse, hvor nøden er størst, og kun Han vil hjælpe os til at skære alt det fra, der får os til at gå sovende gennem livet.
Lad os denne første søndag i advent på kirkeårets første dag virkelig kede os og være langsomme. Da vil de næste uger give os det, der netop var meningen med dagene, nemlig en sød ventetid på Kristi komme. I stilheden vil håbets flamme fra adventskransen lyse for os, som en sikkerhed for at mørket aldrig er stærkere end den kraft lyset har.
Jeg vil derfor gerne ønske Jer alle en rigtig kedelig og langsom adventstid.