Ev: Joh 1, 6 – 8 og 19 – 28
Når en sag skal i retten er der 2 slags mennesker som kan få stor betydning for hvilket resultat dommeren kommer frem til.
Der er advokaten. Hans opgave er at arbejde sig frem til at vise hvad der er sandhed og hvad der er løgn. Han skal gøre det på en klog måde, der i sidste ende giver det resultat som han ønsker for den part, som han repræsenterer.
Og så er der vidnerne. Vidner er de mennesker som har set hvad der skete. Måske var der et vidne der så at ham der kørte for stærkt i bilen – han talte også i mobiltelefon. Det er vidnerne der skal gengive hvad der skete i den sag der nu behandles i retten. Deres ord kan have afgørende betydning. Især hvis der er flere vidner der siger det samme.
Et vidne kan ikke rigtig vælges. Et vidne må naturligt være den person der så hvad der skete. Med advokaten er det anderledes. Parterne i sagen kan frit vælge hvilken advokat der får deres sag. Nogle vælger derfor den bedste og dyreste, mens andre der ikke har mange penge må tage ham som retten peger på.
Hvis vi ser på evangeliet i dag, ser vi netop advokater og et vidne diskutere en sag som vi kender det fra retten. Vidnet hedder Johannes og advokaterne – altså præsterne og levitterne – er sendt ud for at afhøre ham. ’Hvem er du?’ spørger de og fortsætter med en række spørgsmål der skal få Johannes til at lave en fejl – vidne falsk om hvad der skete og hvor han er kommet fra. Hver især forsøger advokaterne sig med spørgsmål der skal vise retten, at dette vidne kan man ikke stole på.
Men Johannes er et klogt vidne. Han holder sig til sandheden og advokaterne må gå derfra uden triumf. Sådan gik det fordi Johannes er et vidne der har set Gud. Han er et vidne der ved med sikkerhed at Jesus kommer.
Grunden til at vi her midt i advent skal høre en fortælling om advokater og et vidne er, at snart kommer Jesus. Det ved vi ligesom Johannes vidste det, men er vi lige så faste i vores ord, hvis nogle advokater spørger os? Eller vakler vi i vores forklaring?
I dag er det glædens søndag. Vi fejrer glæden over at Jesus er på vej ind i vores liv for at forny alting. Han kommer for at forny os indefra, men fornyelsen sker kun hvis vi lader ham komme ind og ikke kigger på ham med advokatens øjne. Er vores hjerte fyldt med skepsis, had og mistro, giver vi Jesus og glæden svære betingelser. Vi må i stedet, som Johannes, være et vidne – et menneske som ikke tror eller overvejer eller venter på at se – men et menneske der VED og står ved at vi bekender os til de bud som Gud har givet os at leve efter.
Nogle gange kan glæden have svære betingelser. Den kan især svigte os når vi beder uden at få, når vi oplever sorg, misbrug eller at afstanden mellem os og vores familier vokser og vokser. Glæden gør ikke livet nemt, men glæden og forventningens glæde gør livet til at bære. Forventningen om at glæden kommer minder os om at det vi står lige midt i vil ikke altid være der. Alt det der sker ude i verden kan gøre det svært at høre vidnets stemme, men lytter vi godt efter, kan vi høre hvordan Johannes råber til os: ’Efter mig, kommer der én som er større end mig’.
Lad os med den tanke være et vidne om vores tro og glæde. Glæden ændrer ikke livets omstændigheder, men glæden ændrer os og alting omkring os.