Ev: Matt 28, 16-20
Man kan sige at tvivlen er troens skygge. Hvor der er sol er der skygge. Hvor der er tro er der tvivl. Disciplene tror og tvivler på samme tid. Det er ikke første gang nogen tvivler på Jesus. Vi har hørt det mange gange. Senest da kvinderne tvivlede ved graven, mødet om natten med Nicodemus og da Thomas tvivlede og stak fingrene i siden.
Vi oplever selv tvivl, de syge oplever den og de sorgfulde mærker den på egen krop. Tvivlen er alle steder i vores liv. Især i denne tid hvor Corona har ændret hele vores liv. Tvivlen lever overalt i verden, men tvivlen om troen lever i vores stille sind. Spørgsmålet: ’Hvad nu hvis…’ trænger sig på, og netop tvivlen er et bevis på vores tro.
Uden sol er der ingen skygge, og på samme måde kan vi ikke tro uden at tvivle. Lad os derfor ikke være bange for vores tvivl. Gud straffer os ikke for den tanke, så lad os i stedet tale om tvivlen derhjemme med vores familie eller her i kirken med vores brødre og søstre. Når vi taler om tvivlen udvikler vi vores tro. At tale om tvivlen kan være første skridt mod omvendelse.
I dag fejrer vi Den Hellige Treenighed. Vi fejrer en af de ting i vores tro som kan være det sværeste at forstå og forklare. Der er tre – for der er Faderen og Sønnen og Helligånden. Det er netop dem, der er højt hævet over vores tvivl og menneskets matematik. Den syge kan blive rask, had kan vendes til håb, corona kan forsvinde, og grænser mellem mennesker kan brydes ned.
Den Hellige Treenighed er som med et forhold mellem mennesker. Forholdet eksisterer mellem dén der elsker og den som elskes og det der binder dem sammen – nemlig kærligheden. Det er den type enhed Faderen, Sønnen og Helligånden er i. Vi kan tænke på de stærke forhold vi selv lever i. Forholdet mellem mor og barn, mellem mand og kvinde – altså forholdet mellem den der elsker og den der elskes, og som bindes sammen af kærligheden.
Jesus formidler Guds kærlighed til os. Jesus gør kærligheden levende og sætter ord på den. Han peger på hvor og hvordan den skal leve mellem mennesker. Og Jesus formidler til os hvordan vi skal bringe kærligheden videre. Han befaler os at missionere, selvom han ved at vi tvivler og at denne tvivl altid forfølger os, som skyggen forfølger os i solen.
Hvad er det så for en mission vi sendes på – hvor skal vi gå hen og hvad skal vi sige? Ja, vi skal bringe enheden videre. Vi skal demonstrere det stærke forhold der bindes sammen af kærligheden, ved at leve den slags forhold. Gennem vores gerninger skal vi vise alle mennesker, som lever i en tid af brud og brydninger, at det nytter noget at lægge denne hjælpeløshed frem for Gud, fordi Han svarer med kærlighed.
Til påske hørte vi om hvordan Gud skabte den verden vi lever i, stykke for stykke, så denne verden til sidst var fuldendt, og vi lyttede til ordene om hvordan Gud viste sin mægtighed ved at redde sit folk fra Egypterne. Og Jesus opstod fra de døde, og i søndags blev treenigheden fuldendt af Pinsen som fulgte Helligånden. Skaberen, talsmanden, Faderen, Ånden, frelseren, sønnen – ja, Treenigheden kender vi som mange navne, i mange skikkelser, og i mange aspekter. Treenigheden som er begyndelsen og enden, og alt det der fylder derimellem. Treenigheden er den kilde der giver os mennesker den første dråbe af kærlighed, og sådan lyder befalingen til os. Vis den kilde af kærlighed alle steder du går. Vis det stærke bånd der er hævet over menneskets matematik om forbrydelse og straf, og om handling og konsekvens. Lad os fejre den Hellige Treenighed med tvivl og enhed, og lad os gå foran og være et lysende eksempel på at en tro der kaster skygger, er en tro man kan vokse i.