Ev: Luk 2, 22 – 32
I den uge vi lige er gået igennem, har vi ikke oplevet at temperaturen udenfor har været på plus. Når vi ser vejrudsigten, kan vi se at det heller ikke vil ske de næste 7 dage. Derfor virker det også næsten komisk at det i tirsdags var kyndelmisse. Dagen hvor vi, efter at have ventet længe i en mørk tid, markerer at vi nu venter på lyse tider. Dagen hvor vi fejrer at vi nærmer os sommer, hvis man må have lov til at drømme lidt.
I templet sidder Simeon også og venter. Han venter også på lyset. Som vi stoler på at sommeren kommer, således stoler også Simeon på at lyset kommer. Det har Gud selv sagt. Gud har sagt at Simeon vil se Herrens salvede før han dør. Han vil se Jesus, og derfor venter han tålmodigt på at det vil ske ganske som vi her i dag venter på sommerens varme.
Simeon var helt sikkert meget opmærksom den dag i templet. Tænk på den følelse han må have haft hver gang et barn kom til templet. Simeon må have strakt halsen og kigget på børnene ét efter ét og tænkt: Er dette barn Herrens salvede?’ Han må have kigget efter Jesus som enhver forelsket kigger efter sin kæreste, nemlig fuld af forventning og glæde. Mon ikke der gik en særlig varme gennem Simeon, da han holdt Jesus i sine arme, for nu holdt han lyset i sine arme, nu vidste han at Guds ord var sandt. Hvad Gud havde lovet ham, det fik han.
Vi kan lære noget af Simeon, for giver vi Jesus den samme opmærksomhed, og åbner vi øjnene på samme måde som Simeon så vil vi også modtage Jesus i vores liv. Venter vi på Jesus med den samme længsel som vi hvert år venter på sommeren med, så er det næsten en garanti at Jesus vil vise sig for os. Vi venter på sommeren fordi vi ved den kommer, vi venter fordi vi længes, vi venter fordi sommeren giver os håb og varme. Vi venter ikke på sommeren, fordi vi ikke tror på den findes. Den slags venten belønnes ikke og netop sådan ventede mændene på Jesus da graven var tom. De troede ikke på at Jesus var væk, og derfor ventede de med mistro. Resultatet var at de ikke fandt ham.
Med kyndelmissen slår vi en knude på vinteren, idet 1. halvdel er gået og vi ser frem mod lyse tider. Vi inviteres i dag at vente og længes efter at have Jesus i vores liv, på samme måde som vi venter på sommeren. Lad os ikke fyldes med mistro og skepsis, for så vil lyset vende sig til mørke og vores øjne vil blive blinde. Lad os derimod gå med åbne øjne fyldt med tillid, for så vil også vi se Jesus når han fremstilles i vores liv. Lad os derfor alle virkelig kigge på vort eget liv i disse dage hvor lyset vender tilbage. Maria som kommer til templet er billedet på kirken og Jesus som fremstilles for Herren er billedet på det lille lys som er i vort hjerte.
Mens vi, lige nu, venter og længes, som vi helt naturligt gør i denne tid kan det hele føles tungt. Der er regler som begrænser følelsen af lys i vores liv. Vi må kun være 5. Vi skal blive hjemme. Går vi ud er der ikke meget at give sig til. Angsten for virus kontrollerer os. Kalenderen fortæller at lyset er på vej og at snart springer alting ud. Så lige nu gives vi en gave fra Gud, nemlig en tid for længsel, hvor vi ligesom Simeon kan forberede os på at Jesus lys udsletter vores mørke, og giver os lyset så vi kan skinne for andre.