Matt 25, 31 – 46
Når vi bliver givet et ansvar for noget, så føler vi at vi har en værdi. Jo mere ansvar vi får på arbejdet jo mere værdi viser vores bankkonto, og jo mere ansvar vi giver til vores børn, jo mere forstår de, at noget afhænger af om de lever op til deres ansvar eller ej. På den måde lærer de at andre i familien regner med dem – regner med at de bærer skraldeposen ud, eller regner med at hunden bliver fodret, og hvis aftalerne ikke overholdes, har det en konsekvens.
Sådan gives vi alle et ansvar for noget i livet, og ubehageligt er det for det menneske om hvem nogen siger: ’Han er ikke værdig til at have et ansvar. Ham kan man ikke regne med’. Men selv ham, – ham som ingen tør stole på, han bærer også et ansvar. Gud gav os nemlig et ansvar den dag vi blev født. Han gav os ansvaret for livet – at udvikle det og forvalte vores talenter på en måde, så vi kan stille os foran Menneskesønnen den dag han kommer.
For sådan hører vi i evangeliet, at den dag Menneskesønnen kommer, den dag skal mennesket stå foran ham og de som har båret deres ansvar, de skal stå til højre og være de velsignede, og tage del i Guds Rige, sådan som Gud bestemte, da Han skabte mennesket.
Til venstre vil de der ikke tog deres ansvar alvorligt stå. De vil være de forbandede og være udelukket fra Guds Rige og sådan vil de sendes væk derfra til en evig straf.
Vi må alle være bevidste om disse ord, i den måde vi lever vores liv på. At bære på et tungt ansvar er ikke altid det samme som en garanti for at se Guds Rige. Indtil den dag vi står foran Kristus, Universets Konge, må vi forvalte vores ansvar godt og med stor samvittighed. Det er dén måde vi bærer vores ansvar på, der afgør om vi kan gå til højre som de velsignede eller må gå til venstre som de forbandede.
Forvaltningen sker lige her midt i vores daglige liv. Kristus, Universets Konge er i ethvert menneske vi møder på vores vej. At forvalte vores ansvar sker ikke kun når vi knæler ned foran store statuer af Universets Konge i guld. Nej, forvaltningen sker ude på gaden hvor vi møder den der tørster. Det sker i fængsel, hvor vi møder den der har overtrådt loven. Det sker når vi møder den syge, der mangler tøj. For hvad gør vi så?
Går vi forbi og kaster vores ansvar fra os? Måske retfærdiggør vi vores handlinger, fordi vi allerede har givet til en anden eller ydet støtte en anden dag. Måske tænker vi endda at det slet ikke nytter, for med al den nød i verden hjælper vores bidrag ingenting.
Vi må huske på at de lidende, de svage i samfundet, som vi også samler julehjælp til, alle er et billede på Kristus. De er hver i sær et symbol på Universets Konge, og når dagen kommer, så er det en glædens dag, for det er netop denne – den sidste dag – hvor Gud rækker denne vigtige gave frem til os, nemlig håbet. Det er også håbet vi står i hænderne med i dag. Det er den sidste dag i kirkeåret – den dag hvor vi kan samle alt det vi har hørt gennem året og reflektere over ordene.
Kristus Universets Konge, er en Konge der adskiller sig fra alle andre konger vi kender. Gud hersker over hele verden, men Han bruger ikke denne magt til at føre krig. Han peger ikke på nogen og skiller ingen ud. Han bruger derimod kærlighedens magt og giver os håbet i bytte for vores forvaltning af ansvaret for livet.
Bær derfor ansvaret for livet varsomt, også selvom vi af og til falder. Gud ved det – og Gud tænder igen og igen håbets flamme. Håbet om at vi vil rejse os og søge at forvalte livet så det bliver en Konge værdigt.