Ev: Luk 1, 39 – 56
Nogle gange kan vi være optagede af vores egne opgaver og problemer. Vi har et skema med vigtige ting der skal gøres, og vi kan ikke få tiden til at slå til. Men så kan der ske noget uventet – et simpelt telefon opkald, med en stemme i den anden ende der siger: ’Jeg er alvorligt syg’ eller vi må lytte til beskeden om et tragisk dødsfald.
Lige i det sekund ændrer vores verden sig. Hvad der før var vigtigt, hvad vi før koncentrerede os om, bliver ligegyldigt, for nu må vi sætte alt ind på den nye situation. Vi må skynde os frem til det der virkelig tæller. Sådan en pludselig forandring hører vi om i evangeliet i dag. Jomfru Maria bærer på et barn. fødslen skal planlægges, hun må holde sig i ro og vænne sig til tanken om at det barn hun bærer på vil komme til verden. – Men så ringer telefonen – eller det gjorde den nok ikke, men Jomfru Maria forstår at der er brug for hende hos Elisabeth.
Pludselig må alt andet vente. Barnet, planlægningen, overvejelserne må pakkes væk, for vi læser at Jomfru Maria skynder sig frem til Elisabeth. Hun bliver der i 3 måneder før hun igen vender hjem til Joseph. Også på den måde er Jomfru Maria et forbillede for os. Elisabeth er gammel og svag, og derfor løber Jomfru Maria til hende for at hjælpe.
Det er en tanke vi kan have med os når vi beder rosenkransen. Ordene: Velsignet er du i blandt kvinder og velsignet er dit livs frugt – kommer fra Elisabeth. Kvinden, som Jomfru hjælper, siger disse ord. De samme ord vi siger – og den samme hjælp kommer Jomfru Maria til os med.
Jomfru Maria skynder sig – overalt i verden ser vi mennesker der skynder sig på samme måde. De gør det når de smider ALT hvad de har i hænderne og skynder sig til dele af verden hvor Corona skaber frygt. Når de skynder sig til alle dem der lider, og hos alle de lidende mennesker de kommer frem til lyder ordene: ’Velsignet er du som kommer!’
Velsignet er de der kommer – velsignet er vi, hvis vi kommer. Så lad os ikke bare blive siddende, lad også os komme frem til nogen trods det, at det koster os vores planer.
I dag fejrer vi festen for Jomfru Marias optagelse i Himlen. Den fest gør i dag til en af de dage vi trænger til i kirkeåret og i en Coronatid. For ind i mellem har vi det ligesom disciplene – vi trænger til at se et vindue til Himlen og en åben dør til Paradis. Det syn giver os nemlig en garanti om at Himlen eksisterer og at vores håb for vores liv ikke er forgæves.
Så når vi skynder os, og drager omsorg for det der er tæt på os og langt fra os, så er det med et håb om at Himlens porte ikke kun åbnede sig for Jomfru Maria men også vil åbne sig for enhver som kommer når der kaldes. For sådan står der skrevet i Marias lovsang, at Herren har set til sin ringe tjenerinde, og øvet vældige gerninger med sin arm. Han har ophøjet de ringe, og sendt de rige bort.
Vi inviteres i dag til at rejse os og skynde os frem mod det vi kaldes til. Der vil vi blive modtaget som Elisabeth modtog Jomfru Maria. Der vil Gud lønne os for at have forladt vores egne planer. Gå derfor ud i dag, og gå et sted hen hvor I er kaldet til at være, for da vil Himlen vise sig i glimt og give os vished for at døren til Paradis kan åbnes.