Ev.: Matt 28, 19 - 20
Kristi Himmelfartsdag er en særlig dag. Vi markerer at Jesus har fuldendt sin opgave som menneske og som den opstandne Herre, og at Helligånden snart vil sendes til os mennesker. Ja, det er en særlig dag, men i dag i året 2020 er dagen SÅ særlig, at jeg tror den bliver historisk. Jer der sidder her i kirken i dag, er kommet til kirke efter lang tids nedlukning. Endelig er kirken åbnet til stor glæde for mange, selvom meget i kirken er helt forandret.
Vi må vænne os til det nye, og man kan sige at Kristi Himmelfart er symbolet på alt det nye og på forandring. Mennesker på Jesu tid var vant til at høre ham tale. De deltog i hans historie her på jorden både som menneske og som opstanden, og de måtte hele tiden vænne sig til nye tider. I dag forlader Jesus denne verden for at sende Helligånden til pinse.
Når vi kigger op i himlen i dag ser den uendelig ud. Himlen er blå lige så langt som vi kan se, og har ingen ende. Det ser ud som om himlen kan gemme alt så langt væk, at det ikke kan findes igen. Vi kan få den tanke at det også gælder Jesus. Han opfor til Himlen – en smuk sommerhimmel og så blev han væk for både dyr og mennesker.
Da Jesus brød gravens grænser påskedag lavede han et hul mellem døden og denne verden. Han banede en vej som ikke var menneskers vej, men Guds vej mellem død og levende. I dag bryder Jesus endnu en grænse foran vores øjne. Han laver et hul mellem døden og Himlen. Heller ikke denne vej er menneskers vej, men Guds vej.
Vi kan kigge op i den uendelige himmel og tænke, at deroppe bliver ting væk, men vi kan også tænke at Jesus steg derop. Han steg op i Himlen den dag hans gerninger her på jorden var afsluttet. Han er ikke væk. Han har ikke gemt sig i det uendelig endelige. Nej, for at give os trøst og svar på alle vores spørgsmål, har han brudt grænserne mellem døden og livet, og i dag bryder han grænsen ned mellem mørket her på jorden og lyset i Himlen.
Det er ikke en menneskets vej. Det ved enhver som har lagt en af deres elskede i graven. Uanset mængden af tårer og savn kan vi ikke bryde den tunge grænse der er mellem døden og livet. Ej heller er det evige lys i Himlen menneskers lys. Lyset er givet til os af Gud, som et bevis på at Himlen eksisterer.
I dag baner Jesus vejen for os til Himlen, og han har sagt til os at også vi kan gå den vej. Også vi kan gå ad Kristus-vejen, men indtil vores dødstime kommer, må vi gå menneske-vejen. Vi må holde os til den bolig vi har på jorden. Vi må vænne os til nye tider, også i den svære tid vi lever i lige nu.
Med Himmelfarten kunne disciplene og vi blive bange for at Jesus bliver fjern for os. Vi kan blive nervøse og tænke at han stiger op, og væk fra vores liv, – Men vi må tænke på hans ophøjelse på en anden måde. Jesus stiger op over vores problemer, sorg, ensomhed og glæde. Han stiger derop, hvor han kan se på det hele på afstand.
Når vi ser Jesus på malerier hvor han stiger op til Himlen, er det fælles for de fleste, at hans hænder peger ned mod jorden. Hans hænder strækkes ud efter mennesket, som om han griber fast i os. Lad os derfor i dag fejre Himmelfarten med gensynets glæde, og fejre at der er åbnet et hul mellem mennesket og det evige lys. ’Jeg er med Jer alle dage’ lyder hans ord til os. Han sidder ved Gud den Almægtige højres hånd, og han skal komme igen for at våge over ethvert menneske. Lad os hver dag række ud efter hans hænder når han kommer os i møde.