Prædiken til Kristi Legeme og blods fest 2020 - 7.6.2020

Vi gør det hver dag. Vi kan slet ikke leve uden at gøre det. I meget fattige lande, gør de det ikke så tit, som vi gør det, men de gør det alligevel, for også de må opretholde livet.  Det jeg taler om er at spise. Inde i vores krop, er der en mave, og for at holde os i live, må vi fodre den med noget, igen og igen. Man taler ligefrem om at hvis skoleelever kommer i skole uden at have lagt noget i maven først, så kan de ikke lære noget, for hjernen går i stå og kan ikke fungere.

Enhver der har været sulten, ved hvad det gør ved mennesker. Når jeg er sulten kan jeg blive rigtig træt og ikke tænke klart, men når jeg så får noget at spise, bliver jeg mæt og glad, og føler mig straks meget mere vågen. Jesus taler til os om denne sult i dag. For lige så stærkt vi kan mærke sulten i maven, lige så stærk kan sult i sjælen være. Hvis vi siger nej-tak til den mæthed Jesus giver os gennem bøn, læsning og fællesskabet med andre troende, så vil den samme form for sult melde sig i sjælen, og vi vil mærke vores liv blive drænet for energi.

Så når vi gør noget aktivt – når vi beder, taler med Gud, eller gør noget for at tage del i kirkens fællesskab, ligesom vi i dag sidder her på bænkene, så mættes denne sjælens sult. Jesu kød er sand mad, og Jesu blod er sand drik, og alle der tager del i det, vil blive i Jesus og Han i dem. Det kan lyde som tomme ord, for den  der lider sorg i disse dage, eller har svært ved at finde mening i en Corona tid. At tage del i Jesu legeme og blod er ikke at undgå denne verdens problemer. Det er ikke en lykkepille som renser vores liv fra alt hvad der er ondt, så lad os ikke tage del i kommunionen med den forventning.

Lad os i stedet virkelig tænke på de ord, som Jesus giver os. Når vi tager del i kommunionen, bliver Jesus i os og vi bliver i Ham. Når vi modtager Ham, lever vi i kraft af Ham. Det er Jesus der driver os og bærer os frem. Når vi fejrer bryllup i kirken, synger vi ofte sammen med bruden og gommen, der handler om at i et ægteskab er man halvt om sorgen at bære, selvom alt i verden går op og ned, så er der kærligheden at deles om. Disse ord vi synger, passer også godt med det Jesus giver os.

I kommunionen forbindes han med os, så vi kun må bære på den halve sorg, og selvom alt i denne verden går op og ned for os, som mennesker, så står Han klar med kærligheden og venter på os. Han bærer med os i fattigdom, i mismod, i coronatiden, i vores frustration over verdens problemer, Han bærer, når vi ikke orker mere. Sådan gør Jesus, når det går ned – og når det går op – når alt går op i en højere enhed, så er Han der også, for det brød Jesus giver skal gives til liv for verden.

Lad os med denne festdag overveje hvor stor opmærksomhed vi giver til sjælens sult. Med det samme når maven giver signal om at den er sulten, giver vi den mad at spise. Endda når vi ikke er sultne giver vi den mad – chokolade, og lækre kager fodrer vi den med, men hvordan plejer vi sjælens sult. Gør vi ikke sjælen mæt efter det den hungrer efter, leder vores liv mod meningsløshed og tunge byrder, for sådan er den manglende mening og de tunge byrders vægt, sjælens måde at gøre oprør på, overfor os, når den føler sult. Modtag derfor Jesus legeme og blod og modtag dermed kilden til det evige liv og et tegn på Jesus kærlighed for os.