Det kan virke mærkeligt at vi i dag fejrer indvielsen af en kirkebygning i Rom. Men Johanneskirken er ikke nogen almindelig kirke. Det blev først bygget og indviet i det 4. århundrede. Den har siden tjent som katedralkirke for paven og er derfor blevet kaldt “moder til alle verdens kirker”. Til minde om indvielsen af denne kirke læser vi i dag om templet i Jerusalem, som var et forvarsel om Jesu grundlæggelse af kirken. Gud bestemte, at et storslået tempel skulle opføres som det centrale sted, hvor jøderne tilbad ham. I århundreder var dette tempel i Jerusalem det centrale sted for tilbedelse af Gud, herunder ofre, bønner, ofringer osv. I den første læsning hører vi om et syn af Ezekiel, hvor han ser vand strømme fra templet. Dette symboliserer templets livgivende natur. Templet var der, hvor Gud boede blandt sit folk. Templet var således stedet, hvor folket kunne komme for at kommunikere med Gud og finde det sande liv, som han tilbyder.
Da Jesus kom, blev templet i Jerusalem unødvendigt, for som vi vil se i evangeliet, er Jesus det nye tempel. Han er der, hvor vi kommer for at kommunikere med Gud og finde liv. Faktisk omtalte Jesus sig selv som det “levende vand”, da han talte med kvinden ved brønden (se Joh 4:10, 13-14) og sagde endda: “Enhver, der tror på mig, som skriften siger: ‘Floder af levende vand skal flyde fra hans indre'” (Joh 7:38). Således opfylder Jesus Ezekiels vision og inviterer os som hans disciple til at være med til at være templer, hvorfra livgivende vand vil flyde. Paulus’ ord her til korintherne bekræfter, at vi som troende er Guds templer. Jesus Kristus selv er vores fundament, og Helligånden (Guds nærvær) bor i hver enkelt af os. Som Guds templer er vi hellige og hellige. Vi er da kaldet til at leve derefter. At se os selv som Guds templer bør få os til at leve anderledes og erkende, at vi bør vende os bort fra alt, der ville besmitte Guds tempel.
Denne berømte scene, hvor Jesus driver vekselererne ud af templet, kan virke forvirrende. Hvorfor gjorde Jesus det? Vi ser her for det første at Jesus nærede retfærdig vrede mod dem der udnyttede mennesker ved uærlig udveksling af varer. Jesu indignation var ikke nødvendigvis rettet mod salget af varer i templet, men specifikt mod den kendsgerning, at de udnyttede folk ved at tilbyde uretfærdige priser og give uhyrlige vekselkurser for valuta, der blev ændret til den nødvendige form for tempelskatten. Vi ser her, at Jesus ikke tolererer dem, der ikke respekterer det sted for tilbedelse, som Gud har udpeget. Han bruger også denne situation til at undervise i noget dybtgående om sig selv og sin mission. Da han sagde: “Ødelæg dette tempel, og om tre dage vil jeg rejse det op,” talte han ikke om selve det jødiske tempel, men om hans legeme. Således åbenbarede han, at han kom for at bringe en ny orden af tilbedelse og for at oprette et nyt tempel, der opfyldte det gamle. Det nye tempel er ikke en bygning, men selve pe.sønn af Jesus Kristus selv. Dette tempel blev ødelagt ved korsfæstelsen og restaureret ved opstandelsen tre dage senere. Faktisk ville det jødiske tempel i Jerusalem blive ødelagt af romerne ikke længe efter Jesu liv i år 70 e.Kr. og er aldrig blevet genopbygget. Hvis du tager til Jerusalem i dag, kan du se, hvor templet engang stod i al sin pragt, og så kan du gå ikke så langt væk og besøge Den Hellige Gravs Kirke på stedet for Jesu død og opstandelse. Du kan gå ind i den tomme grav og se, at det nye tempel stadig står og lever, og derfor skal vores tilbedelse være centreret om Jesus i Kirken, ikke i det gamle tempel. Han leder os til sand tilbedelse af Gud og inviterer os faktisk til selv at være templer for Helligånden i kraft af vores dåb til Kristus.