Ev: Joh 2, 13 – 22
Det er nemt og billigt at bryde noget ned. Vi ser det lige nu hvor millioner af mink aflives en efter en på grund af det frygtede corona virus. Ejerne af minkfarmene må se på at det de har bygget op gennem generationer og kæmpet for, brydes ned bare på få dage. Ja, i det hele taget er nedbrydning lettere end opbygning. Det kan tage timer at bygge et korthus, men et vindpust kan blæse det hele fra hinanden.
At det er så svært at bygge op og så let at bryde ned, gør at vi forstår Jøderne i evangeliet i dag når de taler imod Jesus. De finder det urimeligt at han vil bryde alt det ned de har brugt 46 år på at bygge – og så påstår han at han på blot 3 dage vil bygge det op. Også i vores ører lyder en sådan plan helt uvirkelig, og helt sikkert er der minkavlere der tænker at dét er umuligt! Men Jesus taler ikke om mursten eller mink, han taler om legemet og om mennesket. Jesus ser på hvad Jøderne gør med templet. De har ændret det så det ikke længere er et tempel men en plads for køb og salg, en plads hvor den stærke vinder over den svage.
Templet er et tempel men har ikke længere værdi som tempel fordi dets formål er blevet ændret. Jesus bruger templet som en sammenligning med legemet. Vi ærer vores kirke, tænder lys, gør forsigtigt rent, beder og bevæger os i stilhed. Vi ved at dette rum er helligt – at det ikke er et sted der er egnet for salg af duer, får og oksekød. Vi ved at dette rum ikke er et sted for sladder og dårligdom mellem mennesker. Men hvordan ser det ud med vores legeme? Burde vi ikke behandle vores legeme præcis på samme måde som vi behandler vores kirke?
Hvad kirken ikke kan tåle, kan legemet heller ikke tåle. Det dårlige må brydes ned. Enhver dårligdom i vores legeme er med til at gøre vores liv til en markedsplads, hvor alt kan købes og sælges for den rigtige pris. Sandheden har sin pris siger man, med tanke på at sandheden kan gøre mennesker ondt, eller skade vores relationer. Men sandelig har løgnen også en pris – den betaler vi dyrt for i vores eget legeme. Legemet lider af løgnen, præcis som legemet lider af hadet, og af alt det som æder vores legeme op.
Det tager lang tid at bygge et sådan legeme op, for et legeme med dårligdomme har et lager til alle små ting, som vokser sig større og større og bliver en del af vores identitet. Det bliver uvaner vi bærer på, og som tvinger os ned. I dag siger Jesus til os, at det er netop det vi må bryde ned. Alt vi har bygget op som fjerner vore legeme fra hellighed, må vi bryde ned og køre væk. Sådan vil vi give plads i vores legeme til alt det der er værd at bevare.
I dag er Pavens dag for på den måde at vise vores fællesskab med ham og vores kærlighed og respekt for ham. Ikke bare det – vi viser også at hver eneste katolik i hele verden har fællesskab med hinanden. Vi er ét kød, en enhed som ét legeme, der bygges op af Guds ord.
Her på Pavens dag fejrer vi Laterankirkens indvielse. Laterankirken er den ældste kirke i Rom. Det er den kirke vi betragter som moderen til alle kirker i verden. Det er den kirke vi kan takke for at Guds ord lever i enhver kirke vi kommer i, i hele verden. Det er den kirke og vores egen kirke vi kan lade os inspirere af når vi skal sortere i indholdet i vores eget legeme, for kun hvad Laterankirken kan tåle, kan vores legeme tåle.