Ev: Joh 2, 13 – 22
Det er nemt og billigt at bryde noget ned. Vi ser det ske i mange byer i udkants Danmark. Man kører en maskine ind ad hoveddøren i faldefærdige huse, og man stopper først sin ødelæggelse når hele huset er jævnet med jorden. Man stopper først når grunden er tom, og klar til en ny begyndelse. Ja, i det hele taget er nedbrydning lettere end opbygning. Det kan tage timer og timer at bygge et korthus, men et nys eller et host kan blæse det hele fra hinanden. Et kærlighedsforhold kan tage år at bygge op og forme, så både manden og kvinden føler sig tilpas, men et skænderi kan bryde det hele ned.
At det er så svært at bygge op og så let at bryde ned, gør at vi godt forstår Jøderne i evangeliet i dag når de taler imod Jesus. De finder det urimeligt at han vil bryde alt det ned de har brugt 46 år på at bygge – og så påstår han at han på blot 3 dage vil bygge det op. Også i vores ører lyder en sådan plan helt uvirkelig. Men Jesus taler ikke om mursten, han taler om legemet og om mennesket. Jesus ser på hvad Jøderne gør med templet. De har ændret det så det ikke længere er et tempel men en plads for køb og salg, en plads hvor den stærke vinder over den svage.
Templet er et tempel men har ikke længere værdi som tempel fordi dets formål er blevet ændret. Jesus bruger templet som en sammenligning med legemet. Vi ærer vores kirke, tænder lys, gør forsigtigt rent, beder og bevæger os i stilhed. Vi ved at dette rum er helligt – at det ikke er et sted der er egnet for salg af duer, får og oksekød. Vi ved at dette rum ikke er et sted for sladder og dårligdom mellem mennesker. Men hvordan ser det ud med vores legeme? Burde vi ikke behandle vores legeme præcis på samme måde som vi behandler vores kirke?
Hvad kirken ikke kan tåle, kan legemet heller ikke tåle. Det dårlige må brydes ned. Enhver dårligdom i vores legeme er med til at gøre vores liv til en markedsplads hvor alt kan købes og sælges for den rigtige pris. Sandheden har sin pris siger man, med tanke på at sandheden kan gøre mennesker ondt, eller skade vores relationer. Men sandelig har løgnen også en pris – den betaler vi dyrt for i vores eget legeme. Legemet lider på løgnen, præcis som legemet lider på hadet, og på alt det som æder vores legeme op.
Det tager lang tid at bygge et sådan legeme op, for et legeme med dårligdomme har et lager til alle små ting, som vokser sig større og større og bliver en del af vores identitet. Det bliver uvaner vi bærer på, og som tvinger os ned. I dag siger Jesus til os at det er netop det vi må bryde ned. Alt vi har bygget op som fjerner vore legeme fra hellighed, må vi bryde ned og køre væk. Sådan vil vi give plads i vores legeme til alt det der er værd at bevare.
I dag fejrer vi Laterankirkens indvielse. Og hvorfor så fejre en kirke der ligger så langt væk? Jo det gør vi selvfølgelig fordi Laterankirken er den ældste kirke i Rom. Det er den kirke vi betragter som moderen til alle kirker i verden. Det er den kirke vi kan takke for den særlige stemning der er i enhver kirke i kommer i, i hele verden. Det er den kirke og vores egen kirke vi kan lade os inspirere af når vi skal sortere i indholdet i vores eget legeme, for kun hvad Laterankirken kan tåle kan vores legeme tåle.
I dag fejrer vi Pavens dag. Lad os bede for vore pave at Gud må velsigne ham med godt helbred og lang liv so han må være den gode hyrde for os alle og lede os alle på den sande vej som lede til Himlen.