Ev: Joh 2, 13 – 22
Man kan synes, at det vi fejrer i dag, er en underlig blanding. Vi fejrer Laterankirken fra år 324. Vi fejrer den som bærer nøglen til kirken – nemlig Paven, og så fejrer vi de fattige. Men de 3 fejringer passer godt sammen. Pave Frans peger altid på de fattige som et forbillede for alle – at fattigdom er noget vi kan stræbe efter, men også have omsorg for. De fattige som Pave Frans taler om, står foran Gud med alt det de har i et ærligt nærvær, der ikke er pakket ind i egoisme og magt. Han fremhæver den evne som et ideal – at vi må være så simple og ikke bære på det vi samler gennem livet.
Man kalder Laterankirken for ’Alle kirkers moder.’ og denne kirke er Roms domkirke. En kirke vi måske aldrig har besøgt eller har et forhold til, men fejringen i dag er et tegn for os, på hvordan kirken er mor for alle troende. Det er for at minde os om, hvordan vores kirker i hele verden samler alle de mennesker, som har et personligt forhold til Gud. Alle verdens kirker, uanset hvor langt væk de ligger, har en hellig forbindelse. De har et budskab om Guds mildhed, og minder os om Jesus Kristus, hver gang vi glemmer og hver gang vi kommer i tvivl. Så skinner tabernaklet for den fattige, – for os og vi finder trøst i dette frirum hvor vi ikke hylder magt, men derimod sætter det mindste først.
Nogen vil sige – jamen Gud er overalt – Han bor i dig og mig og i alle ting, i bladene som i disse dage falder af træerne, og det er også rigtigt. Vi må ikke kun erklære vores tro, når vi er i kirke, og vi må ikke have den idé at Gud kun viser sig når vi sidder her og deltager aktivt i messen. Gud er med os, når vi deltager aktivt i livet med vores tro, men kirken er nemlig også et helligt sted, et sted hvor vi forenes og fejrer Guds storhed sammen.
Det er den påmindelse vi får i evangeliet i dag. Folket i evangeliet har pludselig fået templet til at ligne et marked, med penge og handler og sladder og derfor bliver Jesus vred, da han ser det. I mange år troede man at Gud kun var i templet. At man kunne gå til kirken. Gøre alt – knæle, bede, modtage kommunion og gå hjem uden at bekymre sig for den bror og søster, der sad på bænken ved siden af.
Heldigvis er det ikke sådan mere. Vi bærer alle et tungt ansvar for vores brødre og søstre. Vi alle må tage vores del, og aldrig vende ansigtet bort når nogen blandt os lider. Dét er nu vores kirke. Som altid må vi arbejde på at kirken ser flot ud og er Gud værdig men i højere grad må vi tænke på alt der er indeni denne bygning, alle os der sidder her som aktive grene på Guds træ. Lad også det indeni være Gud værdig, alle vores ord og gerninger, og vores omsorg for de fattige.
Som sagt er denne søndag også en fejring af Paven. Paven er hyrde for vores kirke. Han har en magt, ikke en dårlig magt, men en magt til at få det bedste ud af os, det bedste ud af sin kirke over hele jorden ved Helligåndens hjælp. Lad os ikke glemme Hans tjeneste. Lad os bede for at Paven altid må finde ord der knytter bånd, og at hans ønske om forsoning og fred vil trænge ud i ethvert lille hjørne af verden Fejringen af indvielsen af Laterankirken inviterer os i dag til at virkelig se, at Guds Hus er et bønnens hus. Kirken er Guds ramme om vores tro, hvor vi mødes for at lovprise, takke og bede til Gud. De fattiges søndag er en mulighed for at lære at værdsætte det, der er småt og simpelt, og en påmindelse om at vise vores omsorg og støtte på nye måder, så vores liv udenfor kirken, bliver kirken værdigt.