Ev: Matt 26, 14 – 27
Vores viden arbejder imod os i dag. Havde vi nu været ejeren af æslet eller nogen af dem der hilste Jesus med palmegrene dengang for mange år siden, så havde vores humør i dag været anderledes. Det havde været en festdag uden sammenligning. En dag hvor vi kunne glædes – sætte nyheden på Facebook, lave et selfie med Jesus og æslet bag os, og gemme det som et minde på vores telefon. Vi ville have været ubekymrede og stemmet i når folket råbte: ’Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!’
Men vi ved noget i dag. Vi ved noget de ikke vidste dengang – som når man ser en uhyggelig film, hvor en kvinde går rundt i huset, uden at vide at morderen står bag den næste dør. Vi sidder foran TV’et og holder os for øjnene og hvisker ’pas på’ – for vi ved hvad der vil ske, men hun ved det ikke.
Sådan en dag er det i dag. Jesus rider ind i Jerusalem på det dårligste dyr der findes. I ydmyghed ankommer han, og folket fejrer ham uvidende, mens vi holder os for øjnene og hvisker ’pas på’. Folket kan ikke høre os, og de aner ikke hvad der venter. På æslet ankommer Jesus til Jerusalem – hans endestation som menneske. Vi fejrer denne dag hvert år for at mindes det der skete, men vi kan også fejre at Jesus rider ind i vores kirke, og endda ind i vores liv hvis vi tillader ham.
Vi kunne være fristede til at stoppe ham fordi vi ved hvad han rider ind til. Døden, ødelæggelsen i Jerusalem og vores egne synder og overmod. Men det budskab Jesus kommer med kan ikke standses. Han lader sig ikke standse, for han kom til Jerusalem ganske som han ønsker at komme ind i vores liv – nemlig med autoritet og ydmyghed. Han kræver et æsel ligesom han kræver noget af os, men så sætter han sig ydmygt til rette på æslets ryg, ligesom han med barmhjertighed råder over os.
Jesus kommer ikke til Jerusalem med det formål at han skal dø – han ved det vil ske – det er som en sten på vejen – noget han ikke kan undgå. Det han virkelig er kommet for er opstandelsen- triumfen, for uden opstandelsen var NYTESTAMENTET kun blevet en glemt fortælling. Opstandelsen er der hvor æslet leder hen, og derfor kan vi med rette fejre dagen i dag. Vi vandrer med Jesus i dag – hylder ham med palmens grene. Vi følger ham i døden, men vi behøver ikke holde os for øjnene, for på den anden side opfylder Jesus det han har prædiket – tegnet på håbet.
Folket forstod der kom en konge. Sådan en konge der kunne frelse dem for sygdom og fattigdom – en der kunne give dem lykke som Gud havde lovet. Men Jesus ville noget mere alvorligt, nemlig frelse dem for den sygdom der herskede i ethvert hjerte – syg eller rask. Han kom for at frelse dem, og os, fra synd og egoisme, men så langt kunne folket ikke se. De kunne ikke engang se til enden af dagen. Derfor måtte han dø. Lidelsen, ydmygheden og døden får ikke det sidste ord og netop det er med til at give trøst i vores eget liv. Lidelsen er ikke altid værd at flygte fra, for gennem lidelsen vises vi håbet, og derfor kan det ligefrem være til gavn for os at være optaget af lidelsen, for lige der vil Jesus hjælpe os til at give livet mening. Jesus viser os både med sit indtog i dag, den smertelige død og opstandelsen i triumf, en garanti for at han er med os alle dage.