Ev.: Matt 28, 1 - 10
Opstandelsen fra de døde, som vi er vidner til er en ny begyndelse, som Jesus inviterer os til at tage del i. Denne nat af alle nætter opfylder Jesus det levende håb, som han har bedt os vente på gennem hele fasten.
Det levende håb er en invitation til, at vi sammen med Jesu opstandelse må forny os, iføre os en ny skabning og begynde et nyt liv. Men lige nu lever vi allerede i en ny tid. Vi sidder hjemme og ser denne messe som livestream, og måske sidder de voksne nu og bliver trætte ved tanken om mere fornyelse. Har vi ikke allerede fornyet nok den sidste tid? En tid hvor vi har lavet hele livet om!
Alligevel beder Jesus os om at forny os i aften. I den stille uge har vi været vidner til, hvordan Jesus har givet os trøst, forsoning og taget vores skyld på sig. Vi har stået den tid gennem sammen med ham, for at vi kan fejre påske på hans ord, da han møder kvinderne: Godmorgen!
Mere end nogensinde før i vores liv kan denne påske være en invitation til at kigge sig selv i spejlet og sige et højt: Godmorgen!
Lad os ikke fejre påskens fornyelse, for så ukritisk at vende tilbage til vores rutiner og vores pligter den dag Mette Frederiksen giver os lov. Nej, lad os benytte denne påske til at sige godmorgen til os selv og vores familie, så vi sammen kan forny os ved Guds hjælp.
Mange familier beskriver et liv hvor de står op, går på arbejde og i skole, kommer hjem, går til fodbold, violin, dans og spiser aftensmad og stirrer på telefonen indtil de går i seng. Andre familier har måske andre rutiner. Fælles for dem er at de kan fornyes. I aften får vi vished for at Jesus udlever det håb han har givet os. Han stod op fra de døde, for at være med os alle dage, og ser vi på vores rutiner i det lys, bliver det tydeligt for os at kun det der bærer frugt, skal bevares. Vi ved at den opstandne Jesus følger os ved
vores side, for at hjælpe os med at finde mening. Og mening finder vi, når vores daglige liv bliver et udtryk for Guds kærlighed. At vi lever der, hvor verdens lys, har sin flamme tændt.
Mening, er det Gud giver os når vi gør tjeneste, eller når vi bruger vores talenter, så lad os bruge denne påske, og denne corona tid, til at se livet i det nye lys, som Jesus har bragt til verden.
Galilæa var den by, hvor det hele begyndte for disciplene. Her har de mødt Jesus, og lyttet til hans ord. Kvinderne bliver bedt om at meddele disciplene, at i Galilæa vil de se den opstandne. På samme måde inviteres vi til at gå tilbage, til der hvor det hele begyndte for os. Vi inviteres til at gå tilbage til dåben, hvor vi blev en ny skabning iført Kristus.
I dåben sagde Gud godmorgen til os, og vækkede os som et Guds barn. Denne nat af alle nætter lyder ordet igen fra den opstandne: Godmorgen! Må denne hilsen få lige så meget vægt i vores liv, som dåbens godmorgen, så vi vækkes til, på ny at blive en ny skabning iført Kristus i vores daglige livs rutiner og pligter.
Jeg ønsker Jer en glædelig og velsignet påske