Ev: Mark 4, 35 – 41
For mange år siden blev en dreng født i Frankrig. Han voksede op og da han blev en ung mand, døde hans mor. Så drengen kløede sig i håret og vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre – Hvem skulle nu give ham mad? Han besluttede at tage på kloster og blive en munk. Pludselig en dag kom en mand til ham og sagde at han skulle med på en rejse til Danmark, og at det ikke ville være farligt for militæret ville være med dem. De skulle give danskerne noget at tro på. Fra Danmark skulle manden videre til Sverige, og det var en tur uden militær, så inden længe blev han overfaldet af røvere, og han blev nødt til at springe i vandet. Det blev en farlig tur, men manden vendte tilbage til Danmark og byggede så en kirke.
Ja, havde denne historie stået i avisen i dag, havde vi nok ikke gidet læse den, men min lille historie er altså et kort referat af Sankt Ansgars liv. Ansgar blev helgen for den bedrift at han byggede en kirke i Danmark,
H.C.ANDERSEN siger ” at rejse er at leve ”
Når Jesus beder os om at være menneskefiskere i dag, tænker jeg på de mennesker som jeg mødte under min rejse. At fiske mennesker betyder at give andre mennesker et håb. Et håb for overlevelse, et håb for dagen i morgen, et håb for at de byrder og glæder vi har, kan deles med nogen der er stærkere end os selv. På min rejse har jeg mødt mennesker som lå på gaden uden ejendele, uden dyne i kulen, ja endda uden tæer og på foden havde fluer slået lejr. Jeg har mødt mennesker som jeg ikke fattede, var i live – mennesker som levede i huse der kunne styrte sammen når de blæser.
På min sidste dag af ferie, stod jeg op tidligt og tog mine dyne som jeg købte og brugte og løb til den man som sov i kulen og gav ham dem og kørte til lufthavn.
Ja, vi har varme i radiatoren, vi har maskiner til at vaske vores tøj, vi har en bolig, vi har et sikkerhedsnet, men evangeliet findes ikke i alle disse ting. Kun blandt mennesker kan evangeliet deles, kun blandt mennesker kan ordene og gerninger gøres levende.
I dag fejrer vi Sankt Ansgar. Han er bispedømmets første værnehelgen. Når vi ser et billede af ham, er det altid et billede hvor han bærer en kirke på sin ene arm. Sankt Ansgars mission var at udbrede kristendommen i Skandinavien – altså at fiske mennesker og give håb til mennesker lige her hvor vi bor. I sine hænder bar han kirken frem til der hvor menneskerne var. Han mødte dem på gaden, i husene og overalt hvor han kom. Der gav han dem kirkens budskab og håbet.
Lad os gøre det samme. Vi kender mennesker uden håb, mennesker som er i live, men ikke rigtig lever fordi sorgen tynger eller livet går dem imod. Lad os bære kirken ud til disse mennesker, og således fiske dem tilbage til livet og tilbage til det håb Jesus gav os om det evige liv. Men lad os også selv åbne vores øjne og virkelig omvende os og tro på ordene i evangeliet. Når vi rigtig tror på ordene, vil vi se at ordene gælder alle mennesker uanset skyld eller uskyld, uanset vores synder, uanset uddannelse.
For at forstå ordene og blive menneskefiskere har vi brug for inspiration. Sankt Ansgar fandt sin inspiration hos sin mor. Lad os i dag overveje hvad der inspirerer os til at dele evangeliet og på den måde hjælpe kirken til at gå nye veje.