Ev.: Joh 13, 1-15
Disse dage, vi står midt i, ifølge kirkens kalender er forbundet med ordet plejer. Vi plejer at våge den kommende nat. Vi plejer at vaske fødder. Vi plejer at modtage kommunion for at ihukomme Jesus. Men i år er denne dag og de kommende dage ikke som de plejer. Vi ved alle hvorfor. Vi ved at vi skal blive hjemme. Vi ved at kirkedøren er låst.
Men samtidig er der nogle ord vi plejer at høre skærtorsdag som nu bliver mere levende end nogensinde før. I mange prædikener i hele verden lyder det hver skærtorsdag, at gerninger siger mere end ord. At handlinger og tjenester huskes mere tydeligt end lange fortællinger.
Dem der opdrager børn kender til det fra deres hverdag. At børn efterligner det som voksne gør, og ikke bare gør som voksne siger. Børn går i kirke hvis de voksne gør. Børn går ikke i kirke, hvis voksne bliver hjemme og siger at børnene skal gå.
I aften ser vi netop gerning og handling. Jesus indstifter nadveren og præstedømmet. De to handlinger har dannet grundlag for vores kirke og for vores tro lige siden, fordi handlinger siger mere end 1000 ord. Siden Jesus vaskede disciplenes fødder, er der ingen der har tal på hvor mange der har fulgt kaldet til at blive præst. Og endnu sværere er det at gætte hvor mange gange eukaristien er fejret i verden.
Det vi kan tage med os i denne tids skærtorsdag er, at det at handle, det betyder noget. Det at gøre noget, kan skabe en stor forskel i et andet menneskes liv. Med indstiftelsen forandrede Jesus livet for millioner af mennesker. Han dannede kirke med præster og eukaristi.
I dag må vi danne kirke hjemme hver for sig, men vi er sammen i fællesskab i ånden. Mange fortæller at de i denne tids længsel efter eukaristien mærker hvordan troen på Kristus bliver mere intens. Og i TV synger vi sammen fredag aften også med salmer fra vores salmebog. Over 1 million synger med.
De handlinger vi lige nu er vidner til peger hen mod et stort håb. Det peger på Kristus. Vi hjælper hinanden på nye måder og opfylder det kærlighedsbud som Jesus lærer os i dag. Vi tjener hinanden. Rigdom, status og magt betyder intet i denne tid. Enhver må bøje sig. Sygdom kan rammer bredt, men håbet breder sig også ud som ringe i vandet, hvor den der har meget deler med den der ikke har.
Aldrig har så mange i vores moderne tidsalder efterlevet skærtorsdagens evangelium. At vi må bøje os ned og vaske hinandens fødder. At vi må gå på knæ, strække os, tænke kreativt og gøre os umage for at gå den ekstra mil i tjeneste for hinanden. Det er indbegrebet af samfundssind. Det er indbegrebet af budet om kærlighed.
Eukaristien og fodvaskningen er 2 sider af den samme sag. I fodvaskningen bliver vi ydmyge i ånden, for at dele kærlighed ud til andre. I eukaristien bliver Jesus i sin almagt lille og ydmyg foran vores øjne, så troen opfyldes af handling, og handling opfyldes af tro.
Lige så konkret en menneskelig kærlighedssgerning er, lige så konkret er Kristus i skikkelse af det forvandlede vin og brød. Eukaristien er et vindue for mennesker ind i Guds mysterium der minder os om at Gud skaber handling, for at give os en evig trøst og et evigt styrket nærvær i alle de udfordringer, vi møder mens vi søger Guds rige.
En kærlighedsgerning der ikke er forbundet til Kristus er ikke værdiløs, men lad os opfylde den særlige pligt vi har som Kristne til at lade Kristus være fundament i vores handlinger. Lad os ikke kun hjælpe dem der fortjener det, dem der hjælper os tilbage, eller dem der siger tak. Lad os bøje os ned i ydmyghed, og tjene dem som ikke har erfaring med kærlighed.