I søndags da vi fejrede palmesøndag mødte vi Jesus, som dommeren over alting, der selv blev dømt selvom han var uden skyld. I dag skærtorsdag møder vi Jesus der skulle tjenes af alle, men nu selv er en ydmyg tjener. Det er to billeder af en person som overhovedet ikke passer med det liv vi opdrages til i denne verden.
Måske er opstandelsen slet ikke det sværeste for os at fatte her gennem den stille uge og påsken. Måske er det netop ændringen af vores verdensbillede som rystes og forandres, så vi ikke føler os hjemme, der er det værste og sværeste at forholde os til. Vi ser på Jesus – dommeren over alting – være stille, ydmyg og fyldt med tålmodighed acceptere sin egen skæbne, mens vi sidder og tænker: ’Så gør dog noget! Kæmp for dit liv eller løb din vej’.
Men allerede her til aften hører Jesus ikke vores advarsel. I morgen ydmyges han ved korset, han hånes og spottes, mishandles og dømmes ude af det folk som længtes efter ham. Men vi skal ikke sove endnu en nat før vi oplever hans ydmyghed. Allerede denne aften bøjer Jesus sig ned og vasker fødderne på disciplene, som en indledning til det der venter ham i morgen. Han gør det som et lysende eksempel for disciplene, men også for os her i år 2022.
Når den største kan bøje sig ned og vaske den mindstes fødder er det også muligt for dem at tjene hinanden, og gå ud og tjene andre – også de der slet ikke er klar til deres tjeneste. Disciplene synes ikke det er rart. De nyder ikke at få vasket deres fødder, men det er en oplevelse de tager med sig, og gennem tiden er denne handling blevet med til at danne grundlag for den næstekærlighed vi hører Jesus prædike om.
Vi inviteres i dag til at overveje hvordan vi også kan bøje os ned og yde noget vi ellers vurderer ligger under vores værdighed, for først når vi dykker ned under værdigheden kan vi med rette betragte os selv som et menneske der udfører næstekærlighed.
Det er to stærke symboler, Jesus deler med os i dag. Både handlingen med kommunionen og symbolet med fodvaskningen har sat dybe spor i alle de år, der er fulgt efter Jesu død. Det er en alvors tid, men også en håbets tid, hvor Jesus siger ’Husk mig’ og ’Husk Jeres næste’. På den måde minder han os alle om buddet: ’Du skal elske Herren din Gud og din næste som du elsker dig selv’.
Denne aften indstiftede Jesus kommunionen og præsteskabet. Han dannede grundlag for vores måde at fejre messen på, og for hvordan vi altid bør tjene hinanden. Gør dette til ihukommelse af mig lød ordene. Det er ord vi må tage med os, og gemme i vores hjerte, og ikke lade kommunionen blive en vane, en tradition eller et symbol. Den Hellige Kommunion ér HELLIG for Jesus bliver til kød og blod foran vores øjne. Så lad os modtage ham som vores frelser og følge ham i denne alvorens tid og alle dage når han sammen med os genopstår fra de døde, og konstant minder det fristede menneskehjerte om at størst af alle, er den der tjener sin næste uden at forvente at få noget igen. Størst er ikke den dygtigste, den rigeste eller den som alle frygter. Størst er den som bøjer sig ned fyldt med ydmyg magt og tjener den mindste. Størst er den som gemmer Jesus i sit hjerte, og med åbenhed giver ham den plads i vores liv som han fortjener.