Ev: Matt 21, 33-43
Når man tror man er noget særligt, kommer man hurtigt til at se latterlig ud. Man kan blive grinet af, nogen kunne måske finde på at pege fingre, og andre vil med stor hån fortælle om ens forfald. Når man tror man er noget særligt klatrer man gerne op ad lange stiger, helt op i skyerne for at alle kan se hvor særlig man er, hvor god man er, men der er en dårlig ting med lange stiger. Når man klatrer helt op i toppen af dem, så gør det virkelig ondt at falde ned. Sådan sker der når man bliver præsident og siger at corona ikke findes, og man selv bliver smittet, og sådan sker det for mange af os, når vi klatrer højere op end vi kan klare.
I dagens evangelium hører vi om sådanne mænd i toppen af stigen. Jesus fortæller en lignelse og mændene omkring ham er hurtig til at grine, håne og pege fingre for at fortælle Jesus at de kender svaret: ’En vingårdsejer, som bliver snydt på den måde, vil da forpagte jorden til nogle andre – nogen som er bedre!’. Jesus er ikke imponeret over deres menneskesyn. Nej, for overalt i verden ser Jesus mennesker, som ville gøre på samme måde, og ikke kendes ved det de er blevet givet. Der er ingen sammenhæng i hvad de har sagt ja til, og hvad de derefter vælger at gøre. Disse folk skælder han ud gennem lignelser, for at de skal forstå at også de, de som sidder og forarges, har skyld i denne sag.
Alle samfund har et hierarki – ja, sådan har også enhver familie et mønster med et overhoved i spidsen for det hele. Hvem har skabt disse hierarkier? Måske er det jo netop direktøren der får vores agtelse mens han samtidig er manden med den dårligste sammenhæng. Den eneste som virkelig ser sammenhæng i denne verden er Gud. Han har skabt hele sammenhængen mellem menneske og natur, og sandelig ikke om vi også nogle gange peger vores fingre mod Gud og raser når vi siger: Hvorfor hjalp du mig ikke som jeg havde fortjent?
Sådan sker det for en mand som boede i en by. Pludselig en dag regnede det kraftigt og byen blev oversvømmet. Manden kravlede op på sit tag og ventede. Der kom en båd forbi og de råbte til manden: ’Kom vi vil redde dig’, men manden råbte tilbage: ’Jeg venter på Gud’. Senere kom en redningsbåd, men manden bad også den om at forsvinde, for så dybt stolede han på at Gud ville redde ham. Nu kom en helikopter over huset, men manden dukkede sig og råbte: ’Gud vil redde mig’. Snart var vandet så højt over taget at manden druknede. Han døde på sit tag. I himlen stod han ansigt til ansigt med Gud, og manden var helt knust: ’Hvorfor svarede du ikke min bøn? Hvorfor reddede du mig ikke fra døden?’ Gud svarede: ’Din død er din egen skyld. Jeg sendte dig en lille båd, så en redningsbåd og til sidst en helikopter, men du tog ikke imod nogle af delene!’ Ja, Guds sammenhæng er nogle gange så tydelig men dog så overraskende at vi ikke ser den.
Måske har Gud holdt de mennesker i hånden som opfandt mundbind, håndsprit, visir og alle de andre ting, der i denne tid skal beskytte os, så vi på den måde reddes fra sygdom og kan udrette de ting her på jorden, som er en del af Guds sammenhæng.
Vi inviteres i dag til at skabe sammenhæng i vores liv. Vi inviteres til at virkelig overveje om alle de fejl vi ser i verden også ses i os selv. For bedre at forstå kan vi hver især studere Jesu ord, for i Ham er der sammenhæng og det giver os et håb. Et håb for at der vil blive sammenhæng i os, og så vil vi måske finde modet til at stille op i køen til Himmeriget. Vi vil gå ned fra vores stige og stille os bag ved løgneren, morderen, røveren og alle andre som har ret til den forreste plads.