Ev: Mark 1, 40 – 45
På Jesu tid var livet som spedalsk ikke let. Man var tvunget til at informere om ens sygdom og man måtte opholde sig udenfor byporten med afstand til alle andre. Dér udenfor byporten sad de fattige syge spedalske og råbte op om deres sygdom til alle der kom forbi så andre ikke kom i nærheden af dem.
En dag jeg handlede i Kvickly for et par uger siden, var der en kvinde som fik et hosteanfald. Hun fik sikkert noget i den gale hals og kom til at hoste uden at kunne stoppe igen. Og på få sekunder lignede Kvickly byen og byporten hvor alle fjernede sig fra kvinden i angst for at hun var smittet med corona. Alle steder hun gik fjernede folk sig fra hende, og jeg kom til at tænke på fortællingen om den spedalske.
Det er ikke let at være i andres søgelys og mærke andres dom. Som menneske oplever vi det på mange forskellige måder. Vi dømmes af corona-politiet, af folkedomstolen, af fremmede og dem vi kalder vores venner. I familien går vi heller ikke fri. Vi blander os i hinandens levevis, standarder og i de valg der tages. Det bliver op til andre at dømme od ude eller inde, og især mange unge mennesker kæmper hver dag så meget for at være dømt inde, at de glemmer hvem de selv var til at begynde med.
Fortællingen om helbredelsen af den spedalske er en påmindelse til os alle om at uanset hvor meget sorg der er i vores liv, og uanset hvor meget dømt ude vi er, så ser vi ikke bare ind i et sort hul. Også vores renselse og vores frelse ligger i Guds hænder, ligesom vi har hørt det om den spedalske mand. Vores skæbne bæres ikke af dem der dømmer os på vores hudfarve, køn, alder, tøjstil eller evner. Nej, vores skæbne afgøres af Gud sammen med vores anger og bøn til Ham.
Helbredelsen af den spedalske mand er et mirakel, der rummer en stor mystik. Udover at være et mirakel, er det også et bevis for Guds kærlighed til mennesker, – et bevis på at Gud hører vores bøn. Lidelse og korsets smerte ikke er en håbløs tragedie. Smerten er en påmindelse om alt det andet vi også har båret på. Sådan var det også for Jomfru Maria da hun stod ved korset. Hun bar på Jesus før han endnu var født, hun bar på og det moderlige kald for sin Søn og for hele kirken.
Hver gang vi oplever modgang i vores liv, og pludselig ser at knuden løser sig, må vi huske den spedalske mand men også på Maria. Han sidder der – udstødt og uden værdighed. Han er samfundets laveste. Jesus giver ham en ny rigdom i sit liv – nemlig renheden, og Jesus fjerner hans bekymringer. – Og hvad er så mandens tak?
Fuld af glæde og stolthed går han ud og afslører Jesus og forråder på en måde den tillid Jesus har vist ham. Manden gør det modsatte af det Jesus ønsker. Vi må være trofaste i vores tro, både når det gælder og det ikke gælder. Lad os ikke kun bede til Gud i vores håbløshed, men også efterleve Hans ord til os i vores glæde, for sådan viser Maria os at vi ikke må miste håbet. Hun mistede sin søn, men alligevel vandt hun ham.
Lad os lægge al vores afmagt frem for Gud. Snart begynder fastetiden og i dag er en god mulighed for os til at erkende smerten men ikke lade den lamme os ved påmindelsen om at lidelse, smerte og andres dom over os, ikke er det der former os, men alene det bånd vi har med Gud. Lad os i dag bede til Ham: ”Hos dig søger jeg skjul: du lader jubel over min redning lyde omkring mig”