Ev: John 6, 1 – 15
I dag er vi vidner til et af de mest kendte evangelier. Selv mennesker der slet ikke har kendskab til Biblen kender fortællingen, om hvordan Jesus forvandlede en smule fisk og brød til mad til flere tusinde mennesker. Miraklet er endnu et af de glimt Jesus giver os til hvordan Guds Rige ser ud. Med miraklet åbner han et vindue til beviset på Himlens eksistens, og giver os det håb, som vi kan leve vores liv på, i denne verden.
Da alle har spist og er blevet mætte samles resterne i 12 kurve. I Biblen er tallet 12 et udtryk for det fuldendte og det perfekte, og vi ser igen hvordan Gud griber ind i det små og forvandler det, så det bliver fuldkomment. Gud griber ind i det brød der er skabt af mennesker og gør det fuldkomment. På samme måde sker det under eukaristien, hvor Guds hånd griber ind i det brød eller hostier der er skabt af mennesker, og forvandler det, så det bliver af en helt anden værdighed.
Evangeliet om forvandlingen kan inspirere os på mange måder. Vi må lægge mærke til at Jesus ved miraklerne aldrig giver noget som var helt fraværende. Han giver ikke fisk ud af ingenting. Altid under miraklerne som vi hører om, er der noget som han forvandler – vand til vin, storm til stilhed, fisk og brød til mere af det samme. Det er som, for at vise os at den smule vi allerede har, der ikke er nok, dét får værdi i Hans hænder.
Ofte kan vi møde mennesker der har den holdning at det ikke nytter at hjælpe verdens fattige, eller dem som lider, fordi støtten kun går ned i et stort tomt hul, uden betydning. Ja, måske kan vi også selv rammes af den tanke. Vi ser lige nu hvordan oversvømmelser har ramt Tyskland og med billederne kan det virke meningsløst at rydde op for hvor skal man begynde og slutte?! Og ikke engang i Tyskland er håbløsheden størst. Mange steder i verden står overfor den slags kriser, og det uoverskuelige kan vi også rammes af indeni. Følelsen af ikke at være noget – ikke at have noget at byde på – at være uden værdi. Det er en følelse som mange går rundt med.
Jesus minder os om i dag at ringe værdi, det mindre værd, og sorgen i det mistede – det er kun en menneskelig håbløshed. For Gud er den lille smule vi har et fundament at bygge på. Sådan blev en madpakke til mad til tusinder af mennesker. Sådan blev vand til vin ved brylluppet og sådan vækkede Jesus den døde. Når vi har en smule, og der i den smule er et håb og en tro på at Gud er med os, er der grobund for mirakler.
Uden Gud har vi ikke meget at give. Uden Gud i vores liv har vi kun lidt. Vi er kun lidt. Og mange udenfor kirken vil nok sige, at det ikke passer for de har både hus og bil, og er opdraget til at være gode mennesker. Og at være gode mennesker har en stor værdi.
De har ret. Og de har ikke ret. For også det gode menneske, og mennesket med hus og bil er afhængige af, at Gud tager den smule vi har og forvandler det til mere. Om vi lever eller dør afgøres ved om vi ødelægger jorden eller giver den smule vi har, for at bidrage til at bevare den, så Gud fortsat kan vise os miraklet der sker når græsset gror og blomster springer ud. Gud er kilden til alting – Han er skaberen af den jord vi træder på, og den luft der omgiver os. Hver eneste dag tager han alt det og forvandler det til mere.
Med forvandlingen i dag mindes vi om at vores liv afhænger af Gud. Vi kan ikke meget på egen hånd, men tør vi sætte den smule vi har i spil, møder Gud os og viser os et lille vindue ind til Hans evige Rige – et glimt der kan mangedoble det håb, vi lever på.