Ev: John 6, 60 – 69
Jesus underviser i synagogen. Han siger til dem der lytter at Han vil dele sit kød og blod, og at Han vil oprejse mennesket på den yderste dag. Han siger at det sande brød kommer fra hans Far i Himlen. Det er store ord Jesus bruger, om hvem han selv er og om hvad mennesket er og hvilken rolle Gud spiller i menneskets liv.
Nogle disciple – mange disciple – kunne ikke holde den tale ud. De blev fyldt med skepsis og blev skuffede over den mand de havde fulgt. De forlod Jesus, for det blev for meget for dem at skulle tro på. Da disciplene forlader Jesus møder vi et paradoks. Hvis han ikke var alt det – Guds Søn, det sande brød og i stand til at oprejse mennesker, hvorfor fulgte de ham så i første omgang? Var han ikke alt det, ville han bare være et simpelt menneske, som var en profet eller en klog mand, som så mange andre vi hører om i Biblen.
Mange disciple fulgte Jesus i den tro at han bare var endnu en profet. Én de kunne dele holdninger med og lære noget af, og også vokse i deres egen status i samfundet fordi de kendte Jesus. De fulgte Jesus for at få et nyt syn på de jordiske ting. De var optaget af det der foregik lige foran deres øjne og havde ikke noget større perspektiv.
Vi lytter til teksten netop om denne situation i dag, fordi disciplenes reaktion kan invitere os til at tænke på spørgsmålet: ’Hvorfor er vi her? Hvorfor er vi kommet?’ Ser vi på Jesus som en profet der kun hersker i denne verden adskiller han sig ikke meget fra andre profeter og verdensledere. I den sammenhæng kan vi forarges og vende ham ryggen. For virkelig at erkende Jesus må vi indlysende regne det guddommelige med i vores forhold til troen. Vi må ligesom Simon Peter bekende at Jesus har det evige livs ord, og at vi tror og vi ved at Han er Guds hellige.
Så hvorfor er vi kommet i kirken i dag? Årsagerne kan være mange. Måske er vi kommet fordi det plejer vi om søndagen. Vi kan være kommet fordi nogen sagde vi skulle – eller for at møde vores venner, eller fordi vi har dårlig samvittighed over de søndage vi ikke kom. Alle de årsager til at deltage I messen er årsager der tilhører denne verden. Årsager som kun tjener verden og vores egen forståelse af os selv. Årsagerne er ikke helt forkerte, men de er ikke nok, når vi skal følge Jesus.
Når vi er sultne spiser vi mad. Når vi er tørstige drikker vi væske. Sådan har vi gjort siden vi blev født. Altid er vi opmærksomme på disse signaler – mange gange om dagen tager vi stilling til hvordan vi holder vores jordiske krop kørende, så den kan arbejde, holde sig vågen og dyrke sport. Det samme gjorde disciplene som forlod Jesus. De spiste og drak ligesom os. Disciplene der blev hos Jesus føjede mere til. De lyttede nemlig til længslen efter at mætte deres åndelige tomhed.
Vi må ligesom disciplene der fulgte Jesus være sultne efter noget mere, andet og højere end denne verden kan give os. Det vi søger at få opfyldt i denne verden kan opfyldes mange steder udenfor kirken og udenfor bøn og tilgivelse. Men kun troen på Gud, at følge Jesus og en ægte længsel efter nærvær med Gud, kan stille vores sult og slukke vores tørst efter det åndelige nærvær vi har brug for både i denne verden og i det evige Guds Rige. Lad derfor altid vores åndelige længsel være større, stærkere og mere vedholdende end vores længsel efter det jordiske. Da kan også vi bekende at Jesus har det evige livs ord, og vi tror, vi ved, at Han er Guds hellige.