Ev: Mark 10, 35 – 45
Lige fra vi er barn, stræber vi efter at blive hurtigere, bedre og dygtigere. Vi vil gerne lægges mærke til, og gøre noget som sikrer vores eftermæle og at andre ser op til os og viser os anerkendelse. Allerede som barn vil vi gerne lave den flotteste tegning eller være den der kan hoppe højest. Senere arbejder vi for høje karakterer i skolen. Meget af det vi stræber efter, gør vi, fordi vi deler den angst, som alle andre mennesker også har. Det er angsten for at være HELT almindelig og blive glemt. Vores forældre tænder den angst hos os allerede som små. De fremhæver og roser barnet og barnet stræber efter den anerkendelse i alle aspekter af livet.
På den måde bedrager vi ofte os selv i angsten for at blive almindelig. Vi stræber efter at være unik, gøre os bemærket eller blive en stor profil på Instagram. Sandheden er at de fleste af os kæmper denne kamp hele livet, men når vi kigger tilbage, så er der ikke altid meget der adskiller sig fra det helt almindelige.
Det er også frygten for det almindelige vi møder i evangeliet i dag. Brødrene er hverken meget fattige eller meget rige. De er ikke et emne man vil skrive om i historiebøgerne efter deres død. De er bare helt almindelige og jævne folk. Netop det tænder et behov i dem. Et behov for at bryde ud af det normale – at blive set på, og set op til. Og den fristelse bukker de under for i en samtale med Jesus, hvor de ønsker sig et sæde til højre og et sæde til venstre.
De ønsker sig 2 stole. Og evangeliet er et rigtig godt eksempel for os, for denne historie er ikke gammeldags. Tænk bare hvis vi laver en festsal med ens dårlige stole. Dertil sætter vi 2 stole som er flotte og bløde at sidde på. Enhver, der sidder på de dårlige stole vil have den tanke, at de er noget særligt, og burde blive inviteret til den særlige stol. Det er en naturlig tanke for mennesker. Vi har altid øje for det gode – men især det gode vi selv har gjort.
Og med den tanke må vi virkelig kigge på Jesus. Han som kom til vores verden og tog del i den som Guds Søn. Havde han indtaget den særlige stol, ville ingen have undret sig, for han var jo virkelig kongen der kunne tillade sig alt. Endda kan man sige at havde han indtaget den særlige stol, så havde de måske ikke korsfæstet ham – for så havde han opført sig sådan som en konge bør gøre. Men det gjorde han ikke, for han viste os en anden måde at være menneske på – det at leve uden at stræbe efter en særlig plads. Det at leve uden at længes efter at sætte sig selv i scene og blive anerkendt.
Der var de 2 pladser at kæmpe om. 1 plads på den højre side og 1 plads på den venstre side, men brødrene vidste ikke hvad de bad om, for senere skulle det vise sig at de to pladser blev optaget af to røvere på korset. Det kan nærmest virke provokerende på os at historien om de to pladser endte sådan, for det sætter vores stræben efter magten i et andet lys. Uanset hvilket samfund og hvilken kultur vi befinder os i er der nogen der stræber efter magten, men de to pladser på korset viser os, at magt ikke er det samme som succes. Med det minder Jesus os om at der ikke nødvendigvis følger glæde med ansvaret, eller at livet som magthaver er ubekymret.
Glæden og det ægte følgeskab med Jesus finder vi når vi vender magten om. Når vi tjener i stedet for at lade os tjene. Når vi tilbyder i stedet for at gøre krav. Når vi giver i stedet for at tage, for sådan kom Jesus til os, for at tjene os og vise at vi er bestemt til det samme – nemlig at tjene hinanden.