Ev: Matt 17 , 1 – 9
Gud sætter i dag en parentes omkring Jesus liv som menneske her på jorden. ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag’. Sådan lød ordene ved Jesu dåb, og sådan lyder ordene til os i dag, og sådan slutter Gud en ring omkring Jesu virke som menneske. Gud sætter denne ramme gennem lyset i sin søn – et ansigt der lyser som solen, og klæder der bliver hvide. Det samme lys som rammer os i vores dåb, hvor Gud finder velbehag i barnet, ved døbefonten. Vores liv, som Guds barn, sættes af den samme ramme, og det er op til os, ved Guds hjælp, fortsat at opholde os i lyset fra vores dåbsklædning.
Opholder vi os i lys, bliver vi lys. Omgiver vi os af mørke, tager mørket bolig i os. Mørket kan komme i skikkelse af mange forhold i vores liv, og sådan kan mørket flytte ind i mennesker, men mørket behøver vi ikke aktivt at vælge til, før det bliver en trussel.
Da Moses var på Guds bjerg i 40 dage, blev israelitterne ramt af kedsomhed i hans fravær, og mere skulle der ikke til, før de begyndte at falde fra og så tvivl om loven. Det er et mørke som sniger sig ind, når vi vokser i tillid til os selv, og Gud glider i baggrunden i vores hverdag. At blive i kærligheden og lyset som Gud har tilrettelagt for os i dåben, kan vi ikke tage som en selvfølge. Vi må søge det lys – søge forklarelsen, for at gøre os Guds kærlighed klart. For sådan er forklarelsen – en rigdom der gør alting klart, men ikke er at forveksle med en forklaring.
Forklarelsens lys giver ikke en løsning, men derimod et håb der lyser for os, i vores længsel efter Guds Rige. Vores længsel efter klarhed er en kilde til bevægelse. Vi må bevæge os i vores tro på Gud. Vi må bede og fordybe os i Guds ord, for kun sådan bryder der klarhed ud af mørket. Lyset kan vi se som en evig gave vi modtager én gang for alle i dåben, men flammen kræver vedligeholdelse og omsorg.
I mange kirker er der i mosaikvinduerne afbilledet helgener i smukt farvet glas. Når solen fanger glasset, stråler Gud af Gud, og lys af lys ind i kirken, som en velsignelse af de mennesker der sidder og tvivler, for således tager tvivlen bolig i os. Derfor higer vi efter oplevelser og tegn og undere, så vi ligesom Johannes, Jakob og Peter kan få den helt særlige personlige oplevelse af at JA! Gud er med os alle dage. – Men ser vi på de tre mænd, må vi spørge os selv, om en sådan tydelig oplevelse med Kristi nærvær er nok, for se bare Peter! Kun kort tid går der før vi møder ham i Gethsemanes have, hvor han udbryder: ”Jeg kender ikke det menneske”
Ordene falder fra en mand som har set Jesus og oplevet undere fra hans hånd. Vi har ikke set Jesus, men vi må finde Kristus i alt som Gud har skabt, hvor vi kan finde trøst og styrke til ikke at basere vores tro på krav om undere og oplevelser, men på Guds ord i skrifterne.
Det er det Guds ord, som også Jesus lænede sig op ad på bjerget, for sådan fandt han opmuntring hos Elias og Moses, samt i ordene ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag’. Med den afklaring forlod han bjerget klar til at dø for vores synder og opstå på den tredje dag. Således gik menneskesønnen op og ned ad bjerget, men på toppen af bjerget var alting pludselig gjort nyt. Jesus havde åbenbaret sig som en ny skabning foran de tre disciple for at de kunne bære vidnesbyrd, ganske som barnet, der bæres til dåb og bliver en ny skabning i Kristus.
Kære brødre og søstre, lad os i dag og alle dage lukke Guds ord ind gennem mørkets sprækker, så forklarelsens lys på ny kan lade os fordybe i skrifterne, for sådan skrives det kort og godt: ’Hør Ham!’