Mark 13, 33 – 37
Vi kender nok alle det at vente på noget. Enten så står vi og venter på bussen eller så sidder vi hjemme og venter på at der kommer god nyhed fra vores læge om vores sygdomme. Vi venter på at finde et godt eller bedre arbejde og vi venter på at blive lykkelige, blive gift, få børn og også komme på ferie. Hvis vi gør det op på den måde, så ser det ud som om at mennesket bruger hele livet på at vente, fordi vi hele tiden drages af det der kommer med den tanke at det må være bedre end det vi har nu.
I dag er netop dagen hvor vi begynder at vente på noget særligt vigtigt. Om 22 dage bliver Jesus født i en krybbe og vi kan fejre jul, sådan som vi har fejret det i alle de år vi kan huske. Er man et barn er denne adventstid fyldt med en særlig ventetid. Børnene ved hvor mange gange de skal sove inden den helt specielle aften kommer og børnene ved hvor mange streger kalenderlyset mangler ellers hvor mange låge er tilbage at åbnes. For de voksne kan ventetiden være en anden. Nogen tænker på hvordan pengene skal slå til, og andre tænker at tiden er alt for kort, for der skal bages og smages og handles og gøres rent.
Men vi må bruge denne ventetid til andet end tanker om pakker og penge. At vente bliver hurtigt en meget tom fornemmelse, hvis vi ikke husker at den tid vi bruger på at vente, er LIVETS tid. Den der er alvorligt syg eller kun har få dage tilbage at leve i har ikke råd til at vente på noget. For det menneske skal livet leves nu og her før det rinder ud, og sådan må også vi leve.
Når Jesus siger til os at vi må være vågne mens vi venter, så er det for at minde os om at det vi virkelig venter på – er hverken at samle penge eller rejser på ferie. Det vi venter på er Guds Rige – at stå ansigt til ansigt med Universets Konge. Og den ventetid må vi bruge med omtanke. Vi kan ikke vente på Guds Rige på samme måde som vi venter på bussen og bliver vrede over at den er forsinket.
Den slags venten kan vi ikke gå gennem livet med for så bliver livet et tomrum, hvor vi ikke udretter noget. Livet bliver en stilstand hvor vi ikke gør brug af de talenter som Gud har givet os. Lad os derfor ikke gå sovende gennem den opgave det er at være menneske, men lad os være evigt vågne for tiden hvor Herren kommer kan komme når som helst, for den tid kan intet menneske styre.
Gud har givet os en fuldmagt til denne verden, og Han har pålagt os at være vågne. I dag er der 22 dage til at vores frelser bliver født og lyset kommer til verden. Det er lige nu håbet og længslen vi støtter os ved i denne mørkets tid hvor vi forbereder os. Det er en tid vi kan bruge sammen og til eftertanke. Det er en tid der inviterer os til at bryde ud af den stilstand som vi befinder os i – både i livet med bøn og i livet med vores familie.
Vi opfordres i dag til at være vågne i alle livets forhold, og dermed pleje de gaver som Gud har givet os. Lige nu venter vi på fødslen af ham i hvis ansigt vi ser Gud. I ham begyndte alting, så lad os begynde i dag – begynde den første søndag i det nye kirkeår, begynde at LEVE i den glade forventning om det der kommer.
Jeg ønsker jer alle, en velsignet og frugtbar Advent tid.