Ev: Luk 11, 1-13
Når vi, som mennesker, opfører os ligesom Martha er vi vant til at få ros. Vi hører at eksamen er en fest for den flittige elev. Eller vi hører hvordan mennesker får succes fordi de arbejder hårdt og ligger lige på kanten til at blive syge af alt deres hårde slid. At bruge sine kræfter op i en grad så man ligefrem kan blive syg af det, er blevet en måde vi måler succes. På en måde beundrer vi mennesker, som har så vigtigt et mål for øje, at de sætter deres eget helbred til side.
Vi ser det lige nu blandt dem som cykler i Tour de France, – hvordan de udnytter enhver celle i deres krop for at vinde. Og vi er vidner til hvordan Vingegaard på trods af store vanskeligheder på cyklen som barn, hvor han ikke lignede et talent, nu har fundet nøglen til den succes der giver Pogacar (Pogat-sja) og andre stjerner baghjul på bjergene, men også hvordan unge stræber efter karakterer, der får dem højere og højere op i samfundet.
Og så kommer Jesus og provokerer den kultur i dag. Jesus stikker til vores indre Martha – vores indre maskine som ikke stopper før vi er blevet størst og bedst, og har sikret os at vores pårørende vil skrive på vores gravsten: Døde i overhalingsbanen med stor succes!
’Maria har valgt den gode del’ Sådan siger Jesus om der søster, der sidder ved hans fødder og lytter opmærksomt. Hun har ikke travlt, og bekymrer sig ikke om praktiske ting. Hun er tilstede her og nu med Jesus, mens vi forstår at Martha har svært ved at skelne den gode del fra den dårlige del, fordi hun bærer på et overflod af bekymringer og en følelse af stor uretfærdighed. Hendes sans for retfærdighed forhindrer hende i at vælge den del som giver en evig værdi i hendes liv, frem for den del hvor hun bliver selvretfærdig og dømmer andre for ikke at gøre som hun selv gør.
Det er en fejl næsten alle mennesker bærer på – at vi elsker idéen om forskellighed og nuancer, men at vi er hårde til at dømme de mennesker, der ikke gør som os selv. Hvis vi stopper med at leve for vores egen succes, men i stedet lever med det formål at blive Guds redskab i denne verden, så mister vi grundlaget for at kigge på andre mennesker, og have behov for at vurdere dem eller ligefrem dømme dem ude eller inde. Gud leder hvert menneske med hver sit formål – en ledelse der er større end vi kan fatte.
Er du ligeglad? Sådan spørger Martha Jesus – er du ligeglad med at min søster ikke hjælper mig? Kun ét andet sted i Det nye Testamente finder vi den samme anklage mod Jesus: Er du ligeglad? Det er Peter der spørger Jesus under stormen på søen: ’Er du ligeglad med at båden går under?’ Jesus beder søen om at være stille, og på samme måde beder han i dag Martha om at slutte fred med den vrede hun har over sin søster. Måske har også vi prøvet at anklage Jesus for at være ligeglad med vores liv, i en tid i vores liv, hvor vi har forsøgt at arbejde os frem mod succes, men ikke har opnået det vi ville.
Jesus belønner ikke mennesket efter den samme skala af succes, som vi har i vores samfund. I Guds øjne og Kristi nærvær inviteres vi til at udvikle os på en anden måde. En udvikling som forandrer vores hjerte og vores sind, så vi igen og igen bliver klar til at lukke Guds kærlighed til os ind, og sætte os ved Hans fødder og bare tage imod og lytte til Guds stilhed, og Guds ord til os. Han inviterer os til at ’komme og se’ – Kom og se at Marias del er den gode del. Det er den del som åbner vores hjerte for håb og tillid til Kristus, og lader os erfare at han ikke er ligeglad med det hårde slid og stormene i vores liv. Dén del skal aldrig tages fra os!