Ev: Matt 13, 44 – 52
Vi gør os til dommere over alt her i livet, hver eneste dag. Så snart en nyhed kommer på TV skærmen, danner vi meninger om sandt og falsk, og retfærdighed og uretfærdighed. Men Jesus taler til os i dag om et ’vod’. Det er som et net der kastes ud på havet og samler fisk. Ikke bare én god slags fisk, men mange forskellige. Store og små, levende og døde, og måske også affald og græs.
Vi skal forstå dette i en anden sammenhæng, nemlig den sammenhæng at vi er udpeget som kristne til at være menneskefiskere. Vi er ikke udpeget til kun at fiske de smukke eller de særligt troende, men mennesker af enhver art – både de der er levende og døde i troen. Resten er op til Gud.
Himmeriget ligner en perle siger Jesus i Dagens Evangelium. Han deler et smukt billede med os, for når vi frygter Gud eller tænker at Guds Rige er SÅ uendeligt, at det er umuligt at forstå det, så har vi perlen at tænke på. En perle er kendt for at være perfekt, og er det billede på Jesus, der repræsenterer Gudsriget. Perlen er et symbol på Jesus. Det er den skat vi må længes efter og søge hele livet. Perlen er noget af det mindste, som dog har den allerstørste værdi. Den er fuldendt og underfuld som Guds Rige, hvor det allermindste kan være det største.
De lignelser Jesus fortæller i dag er meget relevante for os. Vi lever i en kultur, hvor man på mange måder prøver at sælge os idéen om, at vi skal sætte os selv først og vokse i kærlighed til os selv frem for noget andet. Det er moderne at hvile i sig selv, kigge indad, og være optaget af hvordan man selv har det. Det kulturen prøver at sælge til os, er at vi skal finde ro inde i os selv, og altid mærke efter, men den ro kommer ikke, hvis vi kun optages af hvordan vi selv har det, for dér hvor vi leder, vil vi ikke finde glæden ved det mindste. Nej dér, hvor vi leder vil vi finde, at alt inde i os slet ikke er stort nok til at finde hvile i.
Med billedet af nettet, som fanger både godt og ondt – både døde og levende fisk, og lignelsen om skatten og perlen, giver Jesus os et billede af, at for at opnå at finde hvile i os selv, må vi gøre noget og søge noget udenfor os selv. Vi kan kun hvile i os selv, hvis vi er optaget af vores næste og den verden som lever omkring os.
Evangeliet inviterer os til at sætte noget til side, for at gøre noget for vores næste. Vi må give afkald på vores egne ønsker, for at følge den vej som Gud har lagt for os. Det er ikke gratis at gå den vej. At vælge Guds veje, er hver dag en kamp mellem det, vi selv drømmer om, og det Gud er dommer over, men i den kamp må vi huske at Guds indgriben i vores liv, er det vi siger ja til i vores liv som kristne.
Vi må følge efter Kong Salomon i første læsning og bede om visdom til at forstå forskellen og ret og uret, og ikke i vores fokus på os selv bede om rigdom og et langt liv. Med nådegaven visdom vil Gud give os indsigt, så vi ikke fristes til at dømme, der hvor kun Gud kan være dommer.
Lad os derfor søge efter Himmeriget og se at Gud findes i de mindste ting, og lad os være menneskefiskere uden selv at dømme det onde fra det gode. Kun da kan vi selv vokse i tro, håb og kærlighed.