Ev: Joh 1, 35 – 42
På Facebook kan man blive venner. På Instagram kan man følge nogen. På Messenger og Viber kan man skabe kontakt. På YouTube kan man lave et abonnement. Det er dem jeg kender. Men udover det kan man også være forbundet på Tiktok, på Snapchat og en masse andre steder som jeg nok ikke kender meget til. Når vi er aktive disse steder kan der være flere grunde til det. Vi inspireres af mennesker vi ikke kender personligt. Vi viser vores eget liv frem – eller i hvert fald dele af det. Vi viser gerne vores overskud, og tror på samme tid at alle andre viser os hele deres verden. Vi følger andre af nysgerrighed, fordi de er forbilleder eller fordi vi inspireres af dem.
Som mennesker har vi nemlig brug for at følge nogen, og at have noget foran os som viser os det gode eksempel eller også gerne det modsatte. En tendens vi mennesker har er nok at vi gerne følger og inspireres af noget som ligner os eller vi er enige med. Det udfordrer os ikke, men det giver os et håb, og styrker den retning vi bevæger os i. Vi tror på at det driver os fremad mod noget bedre.
Vi sidder og ser livestream i dag fordi vi også følger nogen langt vigtigere – nemlig Jesus. At følge Jesus hører vi netop om i dag. Det er et evangelium uden meget drama og uden skyggen af et mirakel. Alligevel er evangeliets ord vigtigere end nogensinde. Det handler om en mand, Johannes, som ser Jesus gå forbi. Det fortæller han til to andre, og de skynder sig at følge efter Jesus for at blive hos ham resten af dagen. Derpå går de hjem og fortæller at de har mødt Messias. Historien er slut.
Disse to mænd har fundet noget vigtigt. De har fundet noget at holde fast i. ’Se dér er Guds lam’ siger Johannes, og Guds lam, Guds uskyld her på jord er netop hvad de har fundet. Dét er et håb man kan holde fast i, og netop der findes evangeliets simple budskab: Når livet peger mod Jesus, så rejs Jer op og følg ham. På de sociale medier er det mere broget. Vi kan finde nogen der mener hvad som helst.
Vi kan finde en som mener Corona er ’Fake news’. Vi kan finde en som er vegetar, en der kun lever af kød, en der laver reklame og en der styres af angst. Det er svært både som ung og gammel at vide hvor vi skal gå hen, for det er ikke klart hvem der er lys og hvem der er mørke. Det er ikke åbenbart hvem der er sandhed og hvem der leder os på afveje.
Vi må gå derhen hvor Jesus går hen for der er lyset. For kort tid siden fejrede vi Jesu fødsel og for blot en uge siden fulgte vi med i hvordan de hellige tre konger kom med gaver. I dag er jeg og alteret klædt i grønt. Det betyder at den almindelige kirketid er begyndt – festen er slut, hverdagen er begyndt, men lad os ikke bare være tilfredse – eller opgivende her i en corona tid, med den tanke at livet uden hinanden er den nye normal. For vores Far, findes ingen almindelige dage og ingen normal. Hver dag er en gave som vi bliver givet. Lad os derfor alle dage gå i Guds retning uden at miste fodfæste.
Vi vil hver dag inviteres til at følge Jesus og blive hos ham ganske som mændene i evangeliet. Også os vil han spørge ’Hvad vil I?’ og lad os have svaret klar for med en dyb tro vil vi følge ham til vore dages ende. Han som er Guds lam. Lammet – det blideste, blødeste og mest skrøbelige vi kender, og som ikke åbner sin mund når det bringes til slagtning. Sådan viste Jesus sig for os, som lammet der blev mishandlet og plaget men i stedet for at flygte, tog alt vores skyld på sig.