Ev: Matt 10,17-22
I dag er den liturgiske farve rød, fordi vi mindes den allerførste martyr, Stefan. En martyr er en person – et menneske som os – som døde for sin tro. Stefan døde for Gud. Han døde for at sige offentligt at han var kristen, og bekende betydningen af Guds nåde og frelse. Når vi ser hen på Jesusbarnet i krybben i dag, kan det være umuligt at forstå, hvorfor nogen skal dø, for at pege på Jesusbarnet og bekende troen på ham som verdens frelser.
Alligevel er fortællingen om Sankt Stefan ikke ukendt for os. Lige i ugen op til jul kunne vi læse i avisen hvordan kristne i Mellemøsten har kæmpet for at juledag skulle blive en anerkendt helligdag, som er lovlig at fejre og endelig lykkedes det. Så her, 2000 år efter steningen af Sankt Stefan fandt sted gentager vi historien om, at troen på Gud kan være forbundet med en risiko for selv at miste livet, eller være i fare.
Trods fare og trusler og frygt må vi alligevel bekende, at vi betror vores ånd i Guds hænder. Det må vi gøre fordi vi har set julemiraklet – at Gud sender os sin søn gennem Jomfru Maria i ydmyghed i en kold stald, og fordi vi ved at Gud vil lade sin Søn dø for vores synder. Kun gennem Jesus kan vi opnå frelse og kun gennem troen på Gud kan vi arve det evige liv – det liv som martyrer i stort antal er gået i døden for, men som mange mennesker i vores tid stadig ikke tør bekende sig til af frygten for konsekvenser.
I krybben ser vi verdens frelser, der som verdens lys, skinner i mørket for de mennesker som lever på flugt, i frygt og for hvem, kritik og modstand hænger som sorte skyer over deres liv. For den som følger Jesus, kan livet være svært, men håbet om frelsen giver os Guds vilje til at fortsætte.
Vi beder i dag for alle forfulgte kristne i hele verden. Mange af kirkens medlemmer her i Nordjylland har selv oplevet betydningen af denne forfølgelse i hjemlande langt væk fra Danmark, og når vi sidder her i dag kan problemet da også føles sådan – altså som et problem der ligger langt væk fra os. Men også her i Danmark må vi være opmærksomme på forfølgelsen eller skellet mellem samfund og troen på Gud, som vi ofte oplever som ligegyldighed med kirken, eller manglende forståelse for vores tro. Vi skal ikke opføre os som krænkede, men altid være bevidste om at stå ved, at troen på Gud danner grundlag for vores liv, og at troen ikke bare er et kors om halsen eller en følelse vi kan trække frem eller lægge væk.
Med Jesu fødsel har vi lige netop nu chancen for at tage den fornyelse til os, og leve på, med og i vores tro på Gud og minde os selv om at vi her i Danmark har frihed til at udleve vores tro. At Guds søn er kommet til vores verden for at gå så meget igennem for vores frelse, skal i disse dage inspirere os til at gøre gerninger i Hans navn, selvom vi nok i samfundet møder andre som tænker anderledes. Lad os bruge vores frihed til at tro, at gå i kirke, at bekende os som kristne og bære symboler på vores tro, så ingen martyr har kæmpet for retten til at tro på Gud forgæves.