Ev: Luk 3, 1 – 6
En begyndelse kan ofte være meget pludselig. Sådan sker det når et barn er født. PLUDSELIG er en kvinde blevet mor og en mand er blevet far. Eller sneen begynder at falde fra himlen sådan som vi så det i torsdags og PLUDSELIG er vi sneet inde.
I evangeliet i dag, hvor det er anden søndag i advent, byder på sådan en begyndelse. Det er en begyndelse på noget helt nyt som kommer meget pludseligt. Johannes døberen træder frem i ørkenen og vil døbe folk. Det skabte en ny og pludselig begyndelse både for de mennesker der tog del i det og for os som lytter til ordene i dag.
Når vi kigger på de udfordringer vi har i vores verden med klima, Corona og ufred, og samtidig kigger på hvad verdens ledere gør ved det, så kan vi lære noget af Johannes Døberen. Vi ser hver dag hvordan alt i denne verden bekæmpes. Alle lande KÆMPER mod Corona med restriktioner og regler, og samtidig kæmper de mod andre lande som ikke deler den samme opfattelse af verden som dem selv. Der bruges hårde ord, våben og trusler for at nedkæmpe alt det som ikke passer ind i vores planer for denne verden.
Johannes Døberen står i kontrast dertil. Han døber folk for at bygge dem op og give dem en ny moral. Med dåben giver han dem nådegaven og en fred i troen på at Gud bærer sammen med dem. Han tager ikke noget fra dem, men giver dem noget nyt, der inviterer dem til at tage ansvar.
Tænk om vi kunne erstatte forbud og begrænsninger, med en ny moral der peger på nye muligheder. Det kunne blive en NY og ikke mindst PLUDSELIG begyndelse for hele menneskeheden. Men os, der sidder her kan ikke sætte os i de stole, som bestemmer over verden. Det betyder dog ikke at vi ikke er i stand til at skabe en ny begyndelse. Den anden søndag i advent er fredens søndag. Vi må altså reflektere over hvordan vi med Guds ord om nye begyndelser kan sprede fred og lade freden blive grundsten til at bygge mennesker op frem for at kritisere dem og bryde dem ned.
Det er et ansvar vi har som kristne – altid at give god moral frem for at kritisere og nedvurdere. Den gode moral gør også noget andet ved folk end regler. Man kan forestille sig på Johannes Døberens tid, at man sagde: ’det er forbudt at stjæle’ og så ville de fleste følge reglen. Med dåben, døbes folk med moral – en moral de kun kan bære hvis de opretholder den, og deraf mærker ønsket indefra om ikke at stjæle.
Den modsætning kan vi føre over på mange aspekter i vores liv. Laver børn lektier fordi I siger de skal, eller laver de lektier fordi de via tro og opdragelse har fået moral til det? Dette spørgsmål kan skiftes ud med mange andre lignende spørgsmål, og vi inviteres til i dag, selv at formulere spørgsmålene og svare på dem. Tager vi hensyn til andre i denne Coronatid fordi vi skal, eller fordi vi føler et dybt moralsk ansvar for vores brødre og søstre?
Vores svar vil fortælle os om der er noget vi skal ændre i vores liv. Adventstiden er en tid for oprydning i os selv med Guds hjælp. På samme måde som fasten er advent en forberedelsestid på det der kommer. Johannes Døberen klædt i kamelhår formåede, ved at råbe i ørkenen, at tiltrække folk og give dem fredens gave. Lad os på samme måde gøre en forskel for nogen der trænger til en hånd der bygger op, og lad os omvende os og lad os vende ryggen til alt det, der bryder ned.
Ved at døbe med vand – ved at forære den gode moral – ved at bygge op og holde hånden under alt det der ikke selv kan bæres – da vil Jesusbarnet blive født i en fredstid og fylde os med Helligånden.