Ev: Mark 10, 46 – 52
I dagens evangelium møder vi et menneske som har mistet sit syn. Det er en tigger som ikke kan se, og det er naturligt for mennesket at tro, at er man først blevet blind, så er der ingen chance for at man nogensinde igen kan se. Han er et menneske som er uhelbredelig, og vi forstår at han føler en stor sorg, og ønsker så brændende at kunne se igen. Pludselig ved hjælp fra Jesus er hans ønske virkelighed. Han ser igen med egne øjne verden omkring ham.
Det er netop tekster som vi finder i evangelierne om helbredelser der nogle gange får os til at tænke på at hvorfor Jesus ikke bare helbreder alle. Hvorfor opstod Corona, som tog så mange menneskeliv? Hvorfor skal vi i oktober have fokus på knæk cancer – altså stop for kræftsygdomme, hvis Jesus bare med ét kan helbrede alle mennesker i verden, slette alt sult, stoppe alle krige og fordele verdens rigdomme lige? Vi finder svaret helt tilbage i skabelsesberetningen, hvor der står skrevet: Fordi Gud gav mennesket, at herske over jorden. Det er menneskets ansvar at skabe en verden hvor der er plads til alle og mad til alle, og for at gøre det godt må vi have Gud ved vores side. Vi må følge Hans bestemmelser og ønsker for os.
Når Jesus helbreder gør han det for at vise os et glimt af Himlen. Han viser ikke bare, hvad der venter os i denne verden, men også hvad Himlen er. Helbredelserne er som at sætte to streger under det håb, som Gud gav os, da Han ofrede sin egen Søn, for menneskets skyld. For Gud er vores liv et andet perspektiv. Begyndelsen og enden er ikke som i vores optik fødsel og død her på jorden, men dåben og det evige liv, som Gud selv holder hånden under. I dåben får vi talenter som vi må bruge gennem hele livet i vores træben efter Himmeriget.
Vi har fået kompetencer til at udvikle denne verden, og ikke bare sætte os ned og vente på at nogen gør noget. Nej, også vi må prøve at gøre noget, prøve at hjælpe i det små, og prøve at bidrage til at verden bliver bedre – at verden bliver mere ligeligt fordelt mellem de mennesker, der lever i den. Det er den dagsorden vi har som kristne, og det kræver at vi som den blinde mand, også må åbne vores øjne for at se dem der lider – ikke bare dem det føles rart at hjælpe, mens også tiggeren, den laveste i samfundet, der ikke har noget selv at bidrage med.
Kigger vi dybt i vores egen familie vil vi måske se en lidelse, som vi kan gøre noget ved. En lidelse vi tit lukker øjnene for, fordi det kommer tæt på, og giver smerte i vores inderste – og kigger vi endnu mere bredt, vil vi blandt dem, vi ikke kender helt sikkert også kunne gøre en indsats. Det handler om at åbne øjnene så vi med Guds hjælp har noget at give videre til vores næste. At også de bliver givet muligheden for, at se et lille vindue ind til Himmeriget.
Kun når vi strækker os langt og udvikler os – åbner vores øjne som ellers var blinde, så følger vi den dagsorden som Gud har givet os. Sådan bruger vi de talenter Gud har givet os – talentet til at se, VIRKELIG se, lidelsen der foregår omkring os, i en verden som Gud har skabt, for goderne skulle være lige for alle.