Ev: Joh 11, 1 – 45
Den 5. søndag i fasten, inviterer os til at reflektere over liv, død og opstandelse.
Jesus fik besked om, at hans ven Lazarus er syg. Men i stedet for at skynde sig til sin side, forsinker Jesus sin rejse i to dage. Da han ankommer til Betania, har Lazarus været død i fire dage. Da Jesus ser Lazarus’ søster Martha, fortæller han hende, at han er opstandelsen og livet, og at den, som tror på ham, aldrig vil dø.
Da Jesus ankommer til Lazarus’ grav, græder han og befaler Lazarus at komme ud af graven. Lazarus dukker op, stadig svøbt i sine gravklæder, og Jesus spørger folkene omkring ham om at løsne ham og lade ham gå.
Denne lignelse er en stærk påmindelse om håbet og løftet om opstandelse, som er kernen i vores kristne tro. Jesu opstandelse af Lazarus foregriber hans egen opstandelse, som vi vil fejre om få uger påskesøndag. Det minder os om, at uanset hvor vanskeligt eller smertefuldt vores liv kan være, er der altid håb om nyt liv og forvandling gennem Jesu kors.
Dagens Evangelium minder os om dødens virkelighed og vigtigheden af sorg og smerte. Da Jesus ser Lazarus’ søster Maria græde, bliver han også rørt til tårer. Dette er en påmindelse om, at det er okay at føle sorg og græder, når vi mister en elskede, og at disse følelser er en naturlig del af den menneskelige oplevelse.
Når vi reflekterer over evangeliet, opfordres vi til at holde begge disse sandheder i hjertet: dødens virkelighed og håbet om opstandelse. Vi er kaldet til at omfavne virkeligheden af vores eget jordiske liv, men også til at holde fast ved håbet om nyt liv og forvandling gennem Kristus. Når vi gør det, kan vi finde trøst og styrke i visheden om, at uanset hvad vi møder i dette liv, er vi aldrig alene, og at Kristus altid er med os.
Vi kan se, at Martha, Maria og Lazarus var gode venner af Jesus og sikkert kendte ham godt. Så da Lazarus bliver alvorligt syg, påkalder de Herren med en dyb tro og venskab.
Men Lazarus dør, og søstrene er fortvivlede. Da Jesus endelig kommer, har Lazarus været begravet i flere dage.
Da Martha ser Jesus, udtrykker hun sin tro på hans magt. “Hvis du havde været her…” Når Jesus siger: “Jeg er opstandelsen og livet…” han spørger Martha, om hun tror. Og hun bekender fast sin tro. “Ja Herre. Jeg er kommet til tro på, at du er Kristus.”
Så kommer Maria ind på scenen. Som sædvanlig er kontrasten mellem de to søstre tydelige. Martha reagerer fra sit hoved, og Maria reagerer fra sit hjerte med angst og gråd. Med Martha reagerer Jesus med viden. Men med Maria reagerer han med følelser. “Jesus græd.” Så vi kan se, at begge kvinder har tro på Jesus, på trods af deres forskellige reaktioner.
Opstandelsen er vores tro. Det er derfor vi døber børn her i kirken. Det er derfor vi beder. Det er derfor vi har grund til at håbe. Uden håbet, står kun angsten og sorgen tilbage. Uden Jesu ord til os ’at jeg er opstandelsen og livet, den der tror på mig skal leve om end han dør’, havde vi kun livet at klynge os til. Med disse ord fra Jesus til os kan vi både klynge os til livet og håbet, og se vores tid her på jorden som et kapitel i den bog Gud har skrevet for os.
Vi er kristne og som alle andre mennesker, skal vi også engang dø. Det skulle Lazarus også. Selvom han genopstod, måtte han igen dø, for han er ikke her i blandt os længere. Døden er måske det eneste alle mennesker i hele verden har tilfælles, for den er uundgåelig.
Men lad os med de ord og handlinger Jesus giver os bytte angsten ud med et håb. Lad os bytte sorgen ud med glæde, og lad os i lidelsen huske at Lazarus stod op og at Jesus om kort tid også vil genopstå. Deri ligger kristendommen, deri ligger vores tro, og dermed kan vi bære sorgen over det tabte.
Dagens evangelium inviterer os til:
at erstatte vores angst og frygt med et glædens håb
at forstå at døden ikke er enden på livet
at reflektere over at Jesus har magten over døden
at minde os om dåben og vores rejse mellem liv og død
at erkende at Jesus er Herre og ved at tro på ham får vi evigt liv