Ev: Matt 5, 1 – 12a
Når vi tænker på helgener, så tænker vi ofte på nogle figurer der er langt væk fra os. Vi ser dem på billeder eller på medaljer, og vi ser op til dem. At se dem som forbilleder er der også god grund til for deres liv har været et liv med Gud i så stor grad at de har forandret andre menneskers liv. Men de er ikke langt væk fra os. Også de har levet et liv som det vi lever. Det er mennesker som er blevet født – har haft glæder og problemer gennem livet – ja, nogle har endda haft meget større problemer end vi kan forestille os. De har lidt og grædt, de har grint og glædet sig. De har gjort præcis som os.
Derudover har de gjort noget mere. Alle de helgener vi fejrer i dag har på den ene eller anden måde opgivet noget der er af denne verden for at følge efter det de mærkede som Guds vilje. Det er altså ikke tilfældige mennesker man har valgt til at være vores forbilleder og helgener, for det er som det står skrevet i Matthæus evangeliet – ”det er ikke enhver der råber ’Herre Herre’, der vil komme ind i Guds Rige, men kun den der gør min Faders vilje”
Vi kan altså ikke bare sætte os hjemme i sofaen, mens vi venter på at vi vil blive kåret til helgen. Vi må rejse os, og sprede noget af alt det gode, Gud har lært os om. For at kunne gøre det behøver man hverken være Pave eller præst, for når vi ser på alle de mennesker der er blevet helgener, handler det ikke om at prædike. Det handler faktisk sjældent om ord.
Alle de helgener vi kender og dem vi ikke kender er mennesker som har gjort noget – de har sagt noget, og så har de gjort det de sagde. Det er en egenskab vi altid efterlyser hos de politiker, som bestemmer vi vores land – at gøre det man siger. Men det er måske også en egenskab vi mangler hos os selv. Frans af Assisi sagde til os, at han ville hjælpe de syge og de fattige, og det gjorde han. Han levede ikke i skjult rigdom – han løj ikke for os. Han gjorde som han havde sagt.
Sankt Laurentius sagde han ville uddele kirkens rigdomme til kirkens skatte – altså folket – han gjorde det. Han gjorde som han havde sagt og blev henrettet for sine gerninger 3 dage senere.
Det er bare to eksempler på helgener som er blevet helgener fordi de har ofret noget – fordi de har peget på de ting i deres liv, der kunne bringe dem tættere på det liv Gud har ønsket for dem. Med fejringen af Alle Helgen i dag, er det op til os at gøre det samme. Gud har givet os talenter, nogle evner, som Han ønsker, skal vokse og styrkes mens vi vokser op og bliver ældre. Det er i disse talenter vi skal søge, for at finde det vi kan opgive, det vi kan gøre – for at leve et liv, der er viet til Gud.
Og selvom vi måske er modløse lige nu på grund frygt for stigende smittetal og forfærdelige drab i Nice, som berører vores kirke i hele verden, så er det ikke en undskyldning for at udsætte brugen af vores talenter. Vi må ikke lammes af vores frygt, men i stedet kigge os omkring og se hvor vi kan gøre en forskel.
For at blive en helgen og dermed et forbillede for alle dem, der mærker en tvivl i deres tro eller en længsel efter Gud, må vi have ambitioner om at gøre en forskel. Opnår vi vores drømmes mål om at få betydning for andre – både de der lider i verden, og de der vandrer ad forkerte veje, så lover Jesus at enhver der gør Guds vilje har en plads i Guds Rige.
Tag derfor Jeres talenter i dag og gør med dem som helgenerne har gjort. Der hvor vi er, har de været en dag, og der hvor de er, kan vi håbe på at komme en dag.