Ev: Mark 1, 1 – 8
En begyndelse kan ofte være meget pludselig. Sådan sker det når et barn er født. PLUDSELIG er en kvinde blevet mor og en mand er blevet far. Sådan sker det også nogle gange med en forelskelse. 2 mennesker møder hinanden og ud af ingenting opstår der kærlighed.
I evangeliet i dag, hvor det er anden søndag i advent, byder på sådan en begyndelse. Det er en begyndelse på noget helt nyt som kommer meget pludseligt. Johannes døberen træder frem i ørkenen og døber folk. Her i 2020 er det både spændende og vedkommende for os at han gør det, – at han døber folk.
Når vi kigger på de udfordringer vi har i vores verden med corona og ufred, og samtidig kigger på hvad verdens ledere gør ved det så kan vi lære noget af Johannes Døberen. Vi ser hver dag hvordan alt i denne verden bekæmpes. Alle lande KÆMPER mod corona, og samtidig kæmper de mod andre lande som ikke deler den samme opfattelse af verden som dem selv. Der bruges missiler, våben og trusler for at nedkæmpe alt det der er ondt.
Johannes Døberen står i kontrast dertil. Han døber folk for at bygge dem op og give dem en ny moral. Med dåben giver han dem nådegaven og en fred i troen på at Gud bærer sammen med dem.
Tænk om vi kunne føre denne opbyggelse af mennesker med ind i 2021, og erstatte forbud og begrænsninger, med en ny moral der peger på nye muligheder. Det kunne blive en NY og ikke mindst PLUDSELIG begyndelse for hele menneskeheden. At ændre forbuddet for forsamling til en invitation til at fordybe sig i den nære familie.
Men os der sidder her kan ikke sætte os i de stole som bestemmer over verden. Det betyder dog ikke at vi ikke er i stand til at skabe en ny begyndelse. Den anden søndag i advent er fredens søndag. Vi må altså reflektere over hvordan vi med Guds ord om nye begyndelser kan sprede fred og lade freden blive grundsten til at bygge mennesker op frem for at kritisere dem og bryde dem ned.
Det er et ansvar vi har som kristne – altid at give god moral frem for at nedvurdere. Den gode moral omvender folk på en anden måde end regler. Man kan forestille sig på Johannes Døberens tid, at man sagde: ’det er forbudt at stjæle’ og så ville de fleste følge reglen. Med dåben vi hører om i dag døbes folk med moral – en moral de kun kan bære hvis de opretholder den, og deraf mærker ønsket komme dybt indefra, om ikke at stjæle.
Den modsætning kan vi føre over på mange aspekter i vores liv. Laver børnene lektier fordi vi siger de skal, eller laver de lektier fordi vi via vores tro og opdragelse har givet dem moral til det? Dette spørgsmål kan skiftes ud med mange andre lignende spørgsmål, og vi inviteres til i dag, selv at formulere spørgsmålene og svare på dem.
Følger vi regler for corona fordi vi skal, eller følger vi dem for at beskytte vores ældre og svage ud fra et næstekærligt livsgrundlag?
Vores svar vil fortælle os om der er noget vi skal ændre i vores liv for at omvende os. Adventstiden er en tid for oprydning i os selv med Guds hjælp. På samme måde som fasten, er advent en forberedelsestid på det der kommer. Johannes Døberen klædt i kamelhår formåede at tiltrække folk og give dem fredens gave. Lad os på samme måde gøre en forskel for nogen der trænger til en hånd der bygger op, og lad os omvende os og rydde op i alt det der bryder ned. Ved at døbe dem med vand – ved at forære den gode moral – ved at bygge op – da vil Jesusbarnet blive født i en fredstid og omvende os med Helligåndens styrke til at fortsætte.