Ev: Luk 1, 26b – 38
Kærlighed kommer i mange former. Når en forælder skælder et barn ud er det ofte af kærlighed. Forælderen der råber af teenageren der er kommet for sent hjem om aftenen, råber ikke af had, men af kærlighed – af angst for at noget frygteligt skal ske. Kærligheden er så kraftfuld at den altid handler om at have den eller at misteden. Bliver kærligheden ligegyldig, betyder det at vi har mistet den allerede.
Vi kan tænke at det er kærlighed der viser sig, når vi får det vi ønsker os. At det er kærligheden der kommer os i møde når der sker noget som behager os, men så enkelt er det ikke altid. Når vi gifter os så lærer vi hurtigt at kærligheden kræver meget af os. Den tvinger os til at opgive noget for at vinde noget.
Når kærligheden tager fat i os, kan det nogle gange være næsten ubehageligt. Vi må afvige fra det bekvemme, og sådan sker det for Jomfru Maria i dagens evangelium. Hun havde det godt. Hun var jomfru og forlovet med en mand af Davids hus. Men så besøger englen Maria og ødelægger alle planer, og som det kan ske for os, bliver også Jomfru Maria bange for kærligheden – den kærlighed som Gud har sendt til hende i form af Englen Gabriel.
Kærligheden forstyrrer Marias liv. Den griber ind og ødelægger hendes planer. Når den indgriben alligevel handler om kærlighed, så er det fordi vi hører Marias ’Ja’. Vi bliver mindet om det valg vi står med hver eneste dag, valget af om det er Guds eller menneskers kærlighed vi løber efter. Havde Maria ønsket at behage mennesker, havde hun sagt ’nej’. ’Nej jeg vil ikke bære det barn, for jeg har andre planer’.
Maria sagde ja. Hun hørte ordene: ’Du har fundet nåde for Gud’. Hun forstod at dette var en kærlighedens handling, selvom hun ikke anede hvad det betød. Maria kastede sig alligevel ud – ud hvor hun overhovedet ikke kunne bunde – præcis som Moses, Noa og Abraham havde gjort det før hende. De har alle sagt ’Ja’ og kastet sig ud på dybet. For også de havde fundet nåde for Gud.
Det samme har du og jeg. Vi lever i en anden tid, men alligevel er det kærligheden der driver os. I kærligheden ser vi at Gud kan være ganske anderledes end vi havde forestillet os. Når vi kaster os ud på dybet, hvor ingenting kan bære, så overrasker Han og bærer os alligevel. Når vi tvivler og møder Guds ord med skepsis, så gør Han mod os som mod Jomfru Maria. Englen Gabriel går med os, så vi ikke er alene.
I dag slutter ventetiden. Der mangler ikke flere lys at blive tændt i adventstiden, og det betyder at vi nu må samle alt det vi har reflekteret over de sidste søndage. Håbets, fredens, glædens og kærlighedens søndag må vi pakke det ind i vores hjerte. Vi må forstå Guds kærlighed til os, i en tid hvor verden kan føles som en skillevej. Vi må tænde håbets flamme i de hjerter der er taget af frygt, og bede for at freden kan sænke sig alle de steder hvor der hersker ensomhed og panik, så kærligheden der uløseligt er mellem Gud og mennesker vil styrkes.
Glæden kan være svær at få øje på, i disse tider, hvor vi hører at julen skal fejres hver for sig i næsten hele verden. Butikker lukker ned. Mange mister deres job. De ældre sidder alene og sundhedspersonalet kæmper alles kamp. Men vi må huske på at glæden ikke kommer udefra. Glæden er som kærligheden, for den vokser i vores hjerter. Den kommer fra Gud via dig og mig og alle i fjerne lande. Med glæden og kærligheden danner Gud fletværk mellem mennesker på hele jorden. Lad os med den tanke sige ’Ja’ til at dele Guds kærlighed ud blandt mennesker, og tro på det, også når vi ikke kan bunde. Lad os begynde i dag, med den tanke at alt begynder med, at Gud begynder.