Ev: Joh, 18. 1 – 19.42
De begivenheder vi i disse dage er vidner til har vi svært ved at forstå og bearbejde i det tempo som tingene sker. I søndags blev Jesus hyldet som en konge. I går forberedte han disciplene på sin død, og viste dem, med sine gerninger, hvordan de skulle være et næstekærligt forbillede, og dele brødet og vinen mellem sig.
I dag står vi i et tomrum. Vi er vidner til at Jesus forrådes og kastes ud i det menneskelige mørke, hvor de hadefulde og vrede samles om ham med kritik, mens de peger fingre, forråder og fornægter ham. Disse dages begivenheder viser os hvor kort der er fra glæde til sorg, og fra venskab til had blandt mennesker.
Jesu død var allerede arrangeret og planlagt forud for hans tid. Gud havde allerede sat det hele i scene – at Jesus skulle undfanges, fødes, prædike og døbes, for senere at forrådes og dø på et kors. Således blev Jesus født i skyggen fra korset, som hvilede over hovedet af ham hele livet igennem. – Men selv med dødens skygge der forfulgte ham i livet som menneske lærte Jesus at gå, at tale og gøre tjeneste. Fra hans allerførste erindring her fra jorden blev korset hans byrde, og en smertelig virkelighed han måtte bære på, – ikke blot for sig selv, men for alle menneskers synd og skyld.
’Det er mig’! De ord hører vi igen og igen i evangeliet. – ’Det er mig I leder efter’. Jesus kæmper ikke i mod. Han skyder ikke skylden på en anden. Han gemmer sig ikke. Det menneske som er på vej til korsets død siger: ’Det er mig!’ og det menneske som spørges om han kender ham siger ’Nej jeg kender ham ikke’.
Netop den forskel viser hvorfor Jesus er den der giver os håb. Mennesker omkring ham går i panik. De lyver, råber, gemmer sig, fyldes af dårlig samvittighed, men Jesus er rolig. Jesus er afklaret med det der skal ske. Hans krop er mishandlet og slået i stykker, men hans ansigt ser vi altid som blidt. Et fredfyldt ansigt som taler stille og langsomt, og aldrig vender sin vrede mod mennesker. Kun til Gud råber han i sin sidste time.
Vores tørst efter magt bringer Jesus til korset. Men når mennesket stjæler magten over Gud, så viser Gud os at intet menneskes søm er stærkere end Guds finger, og intet træ er stærkere end Guds hånd. Når vi kæmper til døden, kæmper Gud til livet.
Men døden har vundet over Gud mange gange. Sådan sker det når Peter fornægter Ham eller når vi afviser Hans ord. Ofte sættes Gud på prøve når mennesket rammes af modgang i livet. Vi kræver et svar på hvorfor livet skal gøre så ondt og kærligheden være svær?
Nogle gange kan vi slet ikke rive os løs fra den eneste løsning vi ser i vores liv, og svigter Gud når Han ikke lige viser sig på den måde som vi tænkte. For så går det ligesom med folket i Jerusalem. Vi beder og vi hylder Jesus, men når han ikke forærer os den løsning, vi selv havde regnet ud, bliver vi skuffede og ser også i vores liv verdens frelser forandre sig til en korsfæstet og pisket mand.
Hvem kunne tro på en konge og frelser der ikke engang kunne frelse sit eget liv? Det kan vi tro på, for vi ved at afmagten vi kigger på fra foden af korset, ikke er Guds afmagt men vores egen. Gud opgav Ånden for at vi kan få Ånden. Han udholdt smerten som menneske og tog skylden, og lod sig korsfæste for at vi kunne slippe for straf og få evigt liv. Gud lod det være op til os hvem der skulle leve og hvem der skulle dø. Og sådan gik det at afmagten blev udstillet på 2 stykker træ – døden hænger der, fordi det var op til mennesker. Nu er livet op til Gud.