Ev: Luk, 24, 1 – 12
I år føles påskens glæde større og dybere end de seneste år. I både 2020 og 2021 måtte vi lide afsavn og sidde hver for sig derhjemme og tænke på Corona mens vi længtes efter et liv udenfor. De to år var en ekstra påmindelse om at påskens mysterier er begivenheder vi som katolikker har behov for at deltage i sammen. Mysterierne sætter sig hvert år i vores hjerte, og arbejder mod den frygt vi har for det uvisse, for mørket og for døden. På den måde understreger påsken for os at der er grund til at håbe og tro og holde ud.
Påske er opstandelse, men også muligheden for at tage et valg. Påske er at vælge mellem at klynge os til frygten for døden, eller åbne vores hjerter for Gud, der aldrig vil lade døden få det sidste ord. Påske er at vælge om vi vil lytte til de mennesker, der siger at døden er endelig, eller om vi vil lytte til Gud, der siger at døden er en ny begyndelse.
I evangeliet hører vi hvordan kvinderne kom til graven og opdagede den var tom. Vi kan forestille os hvordan det har gjort indtryk, og hvordan de blev fyldt med rædsel og mørke. Men evangeliet lærer os også at intet mørke varer for evigt. Død bliver til genopstandelse. Solnedgang bliver til solopgang, for sådan sker det at Guds lys griber ind midt i mørket.
Gud gav os vores fødsel, og velsignede os med dåben – skabte os og former os, helt uden vi fortjente det – uden vi havde sparet op til det eller gjort os umage for det. Gud gav os livet af kærlighed, fordi Hans kilde af kærlighed aldrig tømmes. På samme måde vil Hans kærligheds kilde øse over os i vores eksistens helt ud på den yderste dag, og alle de dage der kommer.
Det er det håb vi gives i dag. Det er det vidnesbyrd vi bærer på om døden og opstandelsen, her hvor Jesus er opstanden midt i blandt os. Jesus beviser at kærligheden til evighed sejrer over vrede og hån. Vreden, frygten og døden vinder intet men taber alt. Så lad os ikke gå gennem livet som tabere, der ikke ser den langstrakte horisont.
Kvinderne gik ikke til graven for at se om Jesus var der eller ej. De gik til graven fordi de elskede ham. Det er den samme grund at vi alle er her i aften – vi er kommet af kærlighed. Jesus forandrer hårde hjerter, og som menneske elskede han lige til det sidste. Vi kan kun drømme om at elske som han gør. Vores kærlighed er i sammenligning kun ganske begrænset.
I dag inspireres vi til at forvandle vores frygt til håb, og forvandle vores hårde hjerter til barmhjertighed. Forvandlingens kraft er stor, for Guds barmhjertighed rækker så langt at Han tager alt det der var FØR, alt det der var SKUFFELSER, alt det der var DÅRLIGT, og så tilgiver Han det for at sætte os fri til at kunne gøre det samme mod andre.
Alt hvad Jesus har prædiket, og alle de oplevelser vi har delt med ham i den stille uge forenes denne nat. Det Jesus forudsagde, skete som han havde sagt. Det Jesus lovede os, gik i opfyldelse. Vi har alle grunde til at tro, og til at forpligte os til at vidne om hvordan Gud forvandler vores hårde hjerter, så vi kaldes til tilgivelse, ubegrænset kærlighed og håbet om det evige liv. På denne aften hvor mørke vendes til lys og skyld vendes til tilgivelse ønsker jeg Jer alle en rigtig glædelig påske!