Mark 9, 2 – 10
Dagens tre læsninger henviser alle til forvandling på tre bjerge. Den første læsning forklarer, hvordan Abrahams lydighed og tro blev forvandlet til blind lydighed og tillid til sin Gud, da Jawvé reddede Isak fra at blive ofret på Morijas bjerg. Abraham blev gjort til troens Fader.
I den anden læsning taler Paulus om den forvandling Jesus går igennem på Golgatabjerget. Jesus forvandles på korset fra levende til død, og sådan viste Gud sin kærlighed til os ved at tillade forvandlingen af sin Søns forkyndelse og tjeneste til en tragisk afslutning. Der så vi med egne øjne, hvordan Guds kærlighed ikke har nogen grænser.
I evangeliet, er Jesus åbenbaret i sin himmelske herlighed på Tabors bjerg i forhold til Moses og profeten Elias. Det primære formål med Jesu forklarelse var at give ham mulighed for at rådføre sig med sin himmelske Fader og fastslå planen for Jesu lidelse, død og opstandelse.
Guds sekundære mål var at gøre Jesu udvalgte disciple opmærksomme på Jesu guddommelige herlighed, så de kunne opgive deres jordiske ambitioner og drømme om en sejrende politisk Messias og kunne blive styrket i deres svære prøvelsestid. På bjerget identificeres Jesus af den himmelske stemme som Guds Søn, netop for at understrege dette.
Således er forklarelsens en bekræftelse eller åbenbaring af, hvem Jesus virkelig er. Ved at beskrive Jesu forklarelse giver evangeliet os et glimt af den himmelske herlighed, der venter på dem, der gør Guds vilje. Dem der gennem livet sætter deres tillidsfulde tro på ham. Jesu forklarelse styrker os også på trods af af vores trængsler og problemer – for midt i alt mørket ser vi en sprække af guddommeligt lys.
I hver hellig messe forvandles brødet og vinen, som vi holder i hænderne på alteret. Det forvandles fra Jesu den korsfæstede – det døde, til Jesu den opstandne – det levende legeme og blod. Ligesom Jesu forklarelse på bjerget styrkede apostlene i deres prøvelser, bør hver hellig messe være vores kilde til styrke mod fristelser. Modtagelsen af den hellige kommunion er en nøgle til vores fornyelse i fastetiden. Det fællesskab vi opnår med den levende Jesus er en evig kilde til vores daglige invitation til forvandling – en mulighed for at forvandle vores sind og hjerte, så vi kan gøre mere godt ved ydmyg og uselvisk tjeneste for andre.
Hver gang vi modtager et af sakramenterne, bliver vi forvandlet: Dåben forvandler os til Guds børn og himlens arvinger. Firmelsen gør os til Helligåndens templer og Guds krigere. Ved forsoningens sakramente bringer Gud synderen tilbage på hellighedens vej.
Vi deler oplevelsen på bjergtoppen med Peter, Jakob og Johannes, når vi tilbringer ekstra tid i bøn her i fastetiden. Fastens nådegaver kan hjælpe kroppen med at lagre åndelighed gennem faste, bøn og almisse. Denne åndelig opmærksomhed kan hjælpe os med at have tanker, der er langt højere og mere værdige end vores sædvanlige jordiske tanker. Den sult, vi oplever, bringer os tættere i kontakt med Gud og gør os mere villige til at hjælpe de sultne. Det had og den kritik og vrede, som vi bærer på, skal ringe som en alarm i denne tid, og minde os om at synd ikke kun er en fysisk handling, men en handling som begynder inde i enhver af os.
Vi har brug for forandring i vores kristne liv, så vi kan søge forsoning i stedet for hævn, elske vores fjender, bede for dem, der hader os og give til de trængende uden at forvente en belønning. Forvandlingen på bjergene i læsningerne i dag inviterer os til den forandring. På bjerget Tabor mindede Jesus disciplene om, at de ikke kan stå der og sole sig i Guds herlighed. De må ned fra bjerget – ned og møde folket, – ned og sprede viljen til forandring. Lad os sole os i forvandlingen i kommunionen, og lad os bed til at vi også bliver villige til forandring.