Mk 10, 17-30
På denne otteogtyve søndag i almindelig tid fejrer vi Kristus, Guds visdom og ord. Selv om vi ikke har noget i denne verden, er Kristus tilstrækkelig og alt for os. Vi er rige på ham, fordi han er levende og aktiv
Vores første læsning i dag personliggør visdom. Hun er den mest dyrebare af alle perler. Hun er Gud selv. Alle gode ting kommer fra og må vende tilbage til ham. Intet kan sammenlignes med hende. Intet har værdi uden hende. Den, der ejer hende, har alt.
Alle skabte ting får kun del i Guds skønhed og pragt. Derfor må vi søge visdom mere end materiel rigdom. Dette skyldes, at at eje hende, er at besidde den mest dyrebare af al rigdom. Derfor minder Augustin os om, at: Vores hjerte må ikke hvile, før det er forenet med denne dyrebare visdom.
I vores anden læsning beskriver brevet til hebræerne Guds ord som: “et dobbelt aldrende sværd der skærer gennem knoglerne.” Gennem dette minder det os simpelthen om, at Guds ord er den ultimative kraft, hvorigennem Gud når og beriger os.
Guds ord forvandler ethvert hjerte, der ydmygt modtager det.
Når Gud derfor trykker sit ord i vores hjerter gennem sin åndskraft, overbeviser, omvender og trøster det os kraftfuldt. Guds ord ydmyger et stolt hjerte. Det giver en pervers ånd at være sagtmodig og ydmyg. Det øger dyden i et ydmygt hjerte.
Dagens evangelium er meget interessant. Det fremhæver det faktum, at en virkelig rig person er en, der besidder sand visdom og ikke kun materiel rigdom alene. Det minder os også om, hvordan materiel rigdom kan være en alvorlig hindring for at opnå sand visdom.
Den rige mand i dagens evangelium kom for at retfærdiggøre sig selv og for at vise sin religiøse fromhed. Ja, Jesus værdsatte hans indsats. Men Kristus vidste at der virkelig manglede noget i ham. Kristus diagnosticerede ham med det eneste problem, tilknytning til sin rigdom.
Det er tydeligt, at denne unge mand, der kom til Jesus for at søge evigt liv, virkelig ønskede at blive accepteret af Jesus som discipel. Ordene “arve evigt liv” betyder ikke kun liv med Gud efter døden, men også at gå ind i en dybere form for liv med Gud her på jorden gennem bøn og at følge Jesus, og gennem dybe relationer med andre mennesker eller engagement i en ædel sag. Men Jesus ønskede ikke denne unge mand som discipel på hans egne betingelser, men snarere på Jesu betingelser. Den unge mand hævdede at han fra sin ungdom havde holdt alle de bud Jesus nævnte, deriblandt det fjerde bud. Hans tragedie var, at han elskede “ting” mere end mennesker. Han var fanget af den fejlagtige idé, at han kunne beholde sine ejendele for sig selv og stadig opnå Guds barmhjertighed. Han indså ikke det faktum, at hans rigdomme havde bygget en mur mellem ham selv og Gud. Med andre ord, hans ejendele “besatte” ham. Selv om den rige unge mand aldrig havde dræbt, stjålet eller begået ægteskabsbrud, brød han både buddet om at forbyde afgudsdyrkelse og det bud, der befalede næstekærlighed. Han tilbad sin rigdom mere end Gud. Det er derfor, Jesus udfordrede ham til at befri sig selv for den tilknytning til rigdom, hvori den unge mand så som hans sikkerhed og sociale status, lå og stole fuldt og helt på Gud ved at følge Jesus.